Nye øjne på dine karrieremuligheder - MA-Kasse

Nye øjne på dine karrieremuligheder

… sådan lander du jobbet!

Kurset forløber over tre uger og er opbygget således, at du i den første uge vil arbejde med at indkredse og afklare dine kompetencer, så du kan oversætte disse i forhold til nye brancher. I de efterfølgende to uger vil du få opbygget din værktøjskasse til brug i din uopfordrede strategi. Dette vil være i form af konkrete eksempler på tekst til e-mails, LinkedIn samt telefonisk kontakt, som er tænkt som inspiration til den tekst du selv skal udarbejde gennem øvelser forud for, at du skal have hands-on i din kontakt til virksomheder/organisationer/kommuner etc.

På kurset vil du sideløbende med oplæg, inspiration og konkrete øvelser også få sparring fra medkursister og konsulenter, som vil kaste ”nye øjne på dine karrieremuligheder” med afsæt i netop dine faglige og personlige kompetencer, din uddannelse og erfaring.

Uge 1: Kompetenceafklaring og din værdi på arbejdsmarkedet

Mandag kl. 9.00 – 15.00: Den første dag vil du introduceres for de grundlæggende redskaber mht. hvordan du kan skabe værdi for virksomheder samt præsentere dig til en potentiel arbejdsgiver. Du vil samtidig få sat ord på dine kompetencer gennem individuelle og gruppebaserede øvelser.

Onsdag kl.9.00–15.00: Denne dag vil du blive præsenteret for dit individuelle kompetencekort – et konkret værktøj til din jobsøgning generelt, der sætter fokus på den værdi du kan tilføre en virksomhed/organisation. Slutteligt vil du få indblik i kommunikations- og adfærdsstile.

Torsdag kl. 9.00 – 12.00: Denne formiddag vil du blive indført i metodisk at anvende fortællingerne i medierne samt research som afsæt for at tage uopfordret kontakt til virksomheder.

Uge 2: Storytelling, strategi & din værktøjskasse til den uopfordrede kontakt

Mandag kl. 9.00 – 14.00: Den første dag i uge 2 vil du bl.a. blive præsenteret for storytelling samt hvordan dine muligheder for at komme i job højnes ved hjælp af en mere proaktiv jobsøgningsstrategi. Der vil især være fokus på dine personlige kompetencer. Denne dag vil du også kort introduceres for LinkedIn som kanal til uopfordret kontakt. Om eftermiddagen vil du få mulighed for individuel sparring med en konsulent vedr. ”nye øjne på dine karrieremuligheder” med afsæt i dit CV, dine personlige kompetencer, erfaring samt nysgerrighed på andre brancher.

Onsdag kl. 9.00 – 14.00: Om formiddagen vil du få præsenteret endnu et element til din ”værktøjskasse” i form af konkrete eksempler på e-mails. Der vil være hands-on øvelser hvor du får mulighed for at udarbejde dit eget e-mailmanus. Derudover vil du også få præsenteret Business Insight som værktøj til at udsøge nye brancher, som du kan undersøge nærmere. Om eftermiddagen er det planen, at du skal have hands-on på den uopfordrede kontakt mht. at sende e-mails ud til virksomheder på din liste. Der vil desuden også være mulighed for personlig sparring med en konsulent efter ønske.

Uge 3: Ready, set, go – tid til e-mails, LinkedIn & opkald!

Mandag kl. 9.00 – 14.00: Præsentation af praktik som strategi samt formålet med kaffemødet. Der vil være øvelser, der imødekommer der, hvor du er i forhold til, om du ønsker at maile, ringe eller kontakte relevante personer via linkedIn. Der vil denne dag også være fokus på det at ringe på et opslag/afslag for at hente noget feedback ind, som kan bruges i din videre jobsøgning.

Onsdag kl. 9.00 – 14.00: Formiddagen byder på et kort besøg af en virksomhedskonsulent med erfaring inden for rekruttering. Hun vil bl.a. fortælle lidt om sin oplevelse af uopfordrede henvendelser fra den anden side af bordet og vil også medbringe relevante praktikker, løntilskud og stillinger, som du kan finde inspiration i/byde ind på. Om eftermiddagen vil der være opsummering og afsluttende gode råd til, hvordan du kan inkorporere din nye ”værktøjskasse” i din jobsøgningsstrategi, så du fremadrettet arbejder strategisk og systematisk med måden du tager uopfordret kontakt på.

Opfølgning: Hvordan er det gået og hvad skal du gøre herfra?

Mandag (dato og tidspunkt vil fremgå på 1. undervisningsdag: Du inviteres denne dag til en opfølgning på MA, hvor vi vil genbesøge dit ansøgningsmateriale efter behov samt give dig feedback og sparring i forhold til din aktuelle status på din uopfordrede strategi.

Uge 1: Undervisning fra kl. 9-15 mandag & onsdag. Torsdag: Undervisning kl. 9-12.

Uge 2 & 3: Undervisning fra kl. 9.00 – 14.00 mandag & onsdag

Bliver du syg eller på anden måde forhindret i at deltage, så skriv venligst til jkk@bif.kk.dk Att: Lars Lundsdal

NB: Vær obs på, at du skal udvide perioden i bookingsystemet, hvis arrangementet ligger mere end en måned frem. Dette arrangement kan ikke bookes via Selvbetjeningen.

Dato og tid
14. februar
09:00 - 15:00
Sted
MA, Peter Bangs Vej 30, 2000 Frederiksberg
Du vil møde
En fast gruppe af
konsulenter
fra Jobcenter København
Nysgerrig på ChatGPT?Prøv det i jobsøgningen
Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00