Supplerende dagpenge

Her får du et overblik over supplerende dagpenge

Arbejder du mindre end 145,53 timer om måneden, kan du søge om supplerende dagpenge. (For deltidsforsikrede er grænsen 118 timer pr. måned).

Det vigtigste er, at du tjekker din ansættelseskontrakt og ser, om du er omfattet af et opsigelsesvarsel. Er du det, skal vi have din frigørelsesattest senest 5 uger efter, at du er startet. Modtager vi den senere, kan du tidligst få dagpenge fra den dag, vi modtager attesten, og eventuelt for meget udbetalte dagpenge skal tilbagebetales.

På GL-overenskomst er frigørelsesattesten som regel indbygget for timelærere.

Du skal være tilmeldt jobnet.dk, du skal stå til rådighed for fuldtidsarbejde og du skal være aktivt jobsøgende til fuldtidsarbejde.

Vigtig deadline for dig

Der gælder en 5 ugers frist for indsendelse af frigørelsesattest.

  • Er du ledig og får deltidsarbejde, sender du os din ansættelseskontrakt og frigørelsesattest inden for fem uger.
  • Går du fra fuldtid til deltid, melder du dig ledig på jobnet.dk og sender MA en ledighedserklæring. Du sender også en kopi af din ansættelseskontrakt for både dit tidligere og dit nye job. Er du i din nye kontrakt omfattet af et opsigelsesvarsel, skal MA have modtaget din frigørelsesattest senest 5 uger efter, at du har meldt dig ledig.
  • Du skal sende os din frigørelsesattest, hvis den ikke er indbygget i din ansættelseskontrakt.
  • Du skriver timerne på dit dagpengekort i selvbetjeningen på Mit MA. Vi beregner dine supplerende dagpenge og udbetaler på din NemKonto.

Vi skal have modtaget frigørelsesattesten eller din ansættelseskontrakt med indbygget frigørelsesattest inden fem uger, fra du er startet på deltidsarbejdet, eller fra det tidspunkt, du ønsker at få supplerende dagpenge. Fristen løber fra den første dag, hvor din arbejdsgiver har krav på et opsigelsesvarsel – det vil sige fra og med ansættelsesdatoen på ansættelseskontrakten, uanset hvornår du første gang er på arbejde.

Hvis vi modtager frigørelsesattesten senere, får du først supplerende dagpenge fra den dag, hvor vi har modtaget attesten.

Hvorvidt vi kan udbetale dagpenge til dig med forbehold, afhænger af, om du modtog dagpenge, inden du påbegyndte dit deltidsarbejde. Hvis du ikke modtog dagpenge, inden du påbegyndte arbejdet, kan vi ikke udbetale dagpenge til dig med forbehold. Hvis du derimod modtog dagpenge, inden du påbegyndte dit deltidsarbejde, udbetaler vi dine dagpenge med forbehold for udbetalingen, indtil vi har modtaget din frigørelsesattest. Det betyder, at vi efterfølgende træffer afgørelse om tilbagebetaling af eventuelt uretmæssigt udbetalte dagpenge, hvis vi modtager frigørelsesattesten for sent.

Også deltidsforsikrede, der er omfattede af et opsigelsesvarsel, og som ønsker at modtage supplerende dagpenge, skal have frigørelsesattest.

I GL-overenskomsten på stx og hf er frigørelsesattesten indbygget, hvis du bliver ansat som årsvikar på nedsat tid. Bliver du ansat på fast nedsat tid i mere end ét år, skal du sende en frigørelsesattest. Der kan også være indbygget en frigørelsesattest i din kontrakt, hvis du arbejder som undervisningsassistenter, eksterne lektorer mm.

Du har ret til supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger (to år). Det er kun uger, hvor du både har arbejde og får udbetalt ydelser, der tæller med i de 30 uger.

Hver uge, hvor du arbejder færre end 37 timer (30 timer for deltidsforsikrede), og beder om udbetaling af dagpenge for ugen, vil du bruge af dine uger med ret til supplerende dagpengeklip.

Alle uger, hvor du driver virksomhed som bibeskæftigelse, forbruger af i dine supplerende dagpengeklip, også selvom du ikke har oplyst arbejdstimer på i den pågældende måned.

Har du ikke opbrugt din almindelige ret til supplerende dagpenge i 30 uger, skal du være opmærksom på, at forbrugte uger forældes efter 104 uger. Det betyder, at ugerne igen tilskrives antallet af restuger, og kan derfor bruges igen.

Du kan på din udbetalingsspecifikation se, hvor mange uger med supplerende dagpenge du har tilbage.

For hver time du har arbejde, bliver du trukket en time i dine dagpenge. Har du mere end 145,53 arbejdstimer i løbet af en måned (118 timer for deltidsforsikrede), kan du ikke modtage supplerende dagpenge den måned. Denne regel kaldes mindsteudbetalingsreglen. Det betyder, at det mindste, du kan få udbetalt i supplerende dagpenge, er 14,8 timer pr. måned (160,33 timer – 145,53 timer). Mindsteudbetalingsreglen for deltidsforsikrede er på 12 timer (130 timer minus 118 timer).

Når du har mistet retten til supplerende dagpenge, har du ret til at opsige dit arbejde uden at få tre ugers karantæne. Det kræver dog, at du fratræder senest 26 uger efter din ret til supplerende dagpenge er ophørt.

Der er mulighed for at forlænge perioden med supplerende dagpenge, hvis du ikke har genoptjent retten.

Når du har brugt de 30 uger med supplerende dagpenge, kan du forlænge perioden med 4 uger, hvis du inden for de sidste 12 måneder har opfyldt en af følgende betingelser: 

  • Du har arbejdet mere end 146 timer i løbet af en måned
  • Du har arbejdet mere end 34 timer pr. uge i 4 uger
  • Du har i 2 omgange arbejdet mere end 68 timer i løbet af 14 dage 
  • Du har arbejdet i din selvstændige virksomhed i en hel måned uden at få dagpenge, og din virksomhed har været registreret i CVR-registret i minimum 6 måneder på det tidspunkt, hvor din ret til supplerende dagpenge på 30 uger er udløbet.
  • Du kan maksimalt forlænge din ret med supplerende dagpenge med 12 uger.

For at optjene ny ret til supplerende dagpenge skal du opfylde én af følgende betingelser:

  • Du har inden for 12 sammenhængende måneder haft 6 måneders arbejde med mere end 146 timer om måneden. Dit arbejde skal være indberettet til SKAT

    eller
  • Du har inden for et indkomstår en samlet indtægt (A-og B-indkomst og overskud af selvstændig virksomhed) på mindst 286.632 kr. (2026) og i det pågældende år ikke fået dagpenge.