Aktivering, praktik og løntilskud
Som udgangspunkt har du ret og pligt til ét aktiveringstilbud, som skal vare sammenlagt mindst to uger.
Du har dog altid pligt til at tage imod aktiveringstilbud, hvis din kommune beslutter det
Desuden har du mulighed for selv at tage initiativ til at komme i aktivering, også flere gange.
Du kan bruge din aktivering offensivt i din jobsøgningsstrategi, fx til at få styrket dine kvalifikationer, afprøve nye arbejdsmarkeder og få værdifuld erhvervserfaring.
Sammen med kommunen fastlægger du dit aktiveringsforløb, som beskrives i ”Min Plan”. Du har pligt til at overholde ”Min Plan” for at bevare din ret til dagpenge.
Der er tre former for aktivering
- Virksomhedspraktik
- Job med løntilskud
- Vejledning og opkvalificering
Hvornår skal du aktiveres?
Du kan i princippet komme i aktivering fra din første ledighedsdag og igennem hele dit ledighedsforløb, hvis kommunen eller anden aktør beslutter det. Du skal senest aktiveres, når du har fået udbetalt dagpenge i seks måneder.
Har du selv et ønske om at blive aktiveret tidligere, så kontakt din kommune eller anden aktør.
Deltidsarbejde og aktivering
Har du mindst 20 timers fast arbejde om ugen, har du ikke længere pligt (men stadig ret) til aktivering. Har du arbejde af varierende omfang, bortfalder din pligt til aktivering, hvis dit arbejde gennemsnitligt svarer til mindst 20 timer om ugen beregnet over en måned.
Har du arbejde i mindre end 20 timer om ugen, skal du aktiveres i den resterende tid op til fuld tid.
Får du deltidsarbejde, imens du er i gang med et aktiveringstilbud, skal du sammen med din kommune/din anden aktør revidere Min plan, så den tager hensyn til dit deltidsarbejde. Husk, at arbejde altid går forud for aktivering. Kontakt os, hvis du får problemer i den forbindelse.
Søg job, mens du er i aktivering
Du skal stå til rådighed for og søge arbejde på op til fuld tid samtidig med, at du er i aktivering.
Med en virksomhedspraktik har du mulighed for at få snuset til en branche, der interesserer dig, få afprøvet nye arbejdsfelter, få netværkskontakter og måske få foden indenfor i en virksomhed.
Du kan komme i virksomhedspraktik fra første ledighedsdag, og der er intet loft over antallet af virksomhedspraktikker – det skal dog som udgangspunkt være i en ny virksomhed hver gang. Du kan heller ikke komme i virksomhedspraktik i den virksomhed, du senest har været ansat i (her tæller løntilskudsjob også som en ansættelse). Men du må gerne gøre det den anden vej rundt, det vil sige følge en virksomhedspraktik op med et løntilskudsjob.
Du skal være jobsøgende efter samme kriterier som ellers, når du er i virksomhedspraktik.
Din kommune er omdrejningspunkt
- Virksomheden skal ansøge din kommune om godkendelse af virksomhedspraktikken på vitas.bm.dk.
- Du skal få kommunen til at skrive praktikken ind i Min Plan.
Hvad tæller som praktik?
- En virksomhedspraktik kan højst vare fire uger.
- Virksomheden kan både være offentlig og privat.
- En virksomhedspraktik kan ikke foregå i udlandet.
Hvad gør du for at komme i praktik?
- Find virksomheden: Det bedste udbytte får du, hvis du selv finder en relevant virksomhed, etablerer kontakten og laver en aftale. Når du og virksomheden er blevet enige, skal virksomheden ansøge din kommune om godkendelse af virksomhedspraktikken på vitas.bm.dk.
- Få praktikken skrevet ind i Min Plan: Kontakt din kommune og få praktikken skrevet ind Min Plan. Det er vigtigt, at du ikke starter i praktikken inden.
Husk i forhold til din økonomi
- Du modtager dagpenge i praktikperioden: Du er nemlig ikke ansat af virksomheden. Derfor skal du under praktikken udfylde dit ydelseskort (dagpengekort) i selvbetjeningen på Mit MA som vanligt.
- Du kan søge befordringsgodtgørelse, mens du er i praktik: Udfyld blanket AB 421 på Jobnet, og indsend den til MA.
Tænk fremad, når du er i virksomhedspraktik
Et godt råd er at afslutte din virksomhedspraktik med et oplæg til ledelsen/dine kolleger, der peger fremad. Det kan være ideer til tiltag, virksomheden kunne igangsætte (som du kan hjælpe med), opgaver virksomheden trænger til at få løst (som du kan løse) eller andre muligheder for et fremtidigt samarbejde mellem dig og virksomheden.
Hvis du som virksomhed vil tilbyde praktik
Hvis du repræsenterer en virksomhed og vil tilbyde at have ledige i virksomhedspraktik, kan du ansøge om det via vitas.bm.dk.
Et løntilskudsjob kan give dig både netværk og praktisk erfaring. Før du kan komme i løntilskudsjob, skal du have fået udbetalt dagpenge i 962 timer (26 uger).
(Der er dog disse 3 undtagelser: 1) Du er over 50 år 2) Du er enlig forsørger 3) Du er nyuddannet med et handicap. I så fald kan du komme i løntilskudsjob fra første ledighedsdag.)
Du kan være i løntilskud i en offentlig virksomhed i op til fire måneder og i en privat virksomhed i op til seks måneder.
Løntilskud skal som al aktivering aftales med din kommune/anden aktør og skrives ind i Min plan.
Du kan vælge at indlede med en virksomhedspraktik på den arbejdsplads, hvor du har aftalt løntilskudsjob, så kan du komme i gang, imens papirarbejdet falder på plads.
Når du er i løntilskudsjob
Når du er ansat i en løntilskudsordning, er du fortsat ledig i forhold til dagpengesystemet. Du skal derfor søge job på samme måde som hidtil – men du skal ikke udfylde ydelseskort (dagpengekort). Timer i løntilskudsjobbet kan ikke bruges til at genoptjene en ny dagpengeperiode.
Inden du starter i et løntilskudsjob i en privat eller offentlig virksomhed, skal der – ud over Min plan – laves en ansættelseskontrakt og en stillingsbeskrivelse.
Du vil i ansættelsesperioden være omfattet af den gældende lovgivning på arbejdsmarkedet, herunder funktionærloven og ferieloven.
Dit løntilskudsjob kan godt være i udlandet under forudsætning af, at du er udsendt af en dansk arbejdsgiver.
Du kan efteruddanne dig under løntilskud under de samme regler, som når du modtager dagpenge. Du kan fx tage visse kurser på Åben Uddannelse. Kontakt os gerne, så vi kan råde dig mere konkret.
Husk, at du bruger af din to-års-dagpengeret, når du er i løntilskudsjob. Afsæt derfor tid og energi til jobsøgning i hverdagen, også selv om du kan have travlt med dine arbejdsopgaver. Tal eventuelt med din arbejdsgiver.
Brug aktivt de fordele i form af nye kontakter, kompetencer og erfaringer, du får. Træk gerne på chefer, kolleger, samarbejdspartnere mv., når du fx researcher til et job eller ønsker at skabe kontakt til en virksomhed.
Løntilskudsjob i private virksomheder
Du kan være i løntilskud i en privat virksomhed i op til seks måneder. Der skal altid være tale om merbeskæftigelse. Du skal have overenskomstmæssig løn (eller den løn, der er normalt for området, hvis der ikke er overenskomst). Din arbejdsgiver får et tilskud til din løn fra staten. Tilskuddet kan maksimalt udgøre 50 procent af lønnen i tilskudsperioden.
Hvis du bliver ansat på nedsat tid i et løntilskudsjob i en privat virksomhed, kan du få supplerende dagpenge, hvis du opfylder betingelserne for at kunne få udbetalt supplerende dagpenge.
Læs mere om supplerende dagpenge her, herunder om den såkaldte frigørelsesattest, som du skal bruge, hvis du er ansat med et opsigelsesvarsel i din ansættelseskontrakt.
Løntilskudsjob i offentlige virksomheder
Du kan være i løntilskud i en offentlig virksomhed i op til fire måneder. Lønnen er på niveau med din dagpengesats. Din arbejdsgiver får refunderet en del af lønnen.
Bortset fra lønnen vil du være ansat under samme overenskomst – og på samme vilkår – som dine kommende kolleger. Det betyder blandt andet, at din arbejdsgiver skal indbetale pension (både dit og arbejdsgiverens bidrag) og udbetale feriepenge til dig.
Arbejdstiden vil blive beregnet i forhold til din dagpengesats. Er du på dimittendsats og er forsørger, er arbejdstiden i 2026 på 31 timer/uge. Er du på dimittendsats uden forsørgerpligt og i de første tre måneders ledighed, er arbejdstiden i 2026 på 27 timer/uge. Er du på dimittendsats uden forsørgerpligt efter de første tre måneders ledighed, er arbejdstiden i 2026 på 19 timer/uge. Er du på maksimumsats, vil den ugentlige arbejdstid i 2026 være på 37 timer/uge. Du har mulighed for at søge befordringsgodtgørelse, mens du er ansat i en offentlig løntilskudsordning.
Når dit løntilskud slutter
Når dit løntilskudsjob slutter, skal du igen udfylde og indsende dagpengekort. Det behøver du ikke gøre i den periode, du er i løntilskudsjob.
Du skal ikke indsende en ledighedserklæring, når din ansættelse i løntilskudsjobbet ophører.
Kun i disse tilfælde skal du sende os dokumentation:
- Er du blevet selvstændig, skal du give os besked.
- Er du begyndt på en uddannelse, skal du give os besked.
- Har du haft ordinært arbejde, skal vi have kopi af dine ansættelsesaftaler og eventuelt din opsigelse eller kopi af dine honorarafregningsbilag.
Så meget får arbejdsgiveren i tilskud til lønnen
På Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings (STAR) hjemmeside fremgår – blandt andet – størrelsen af løntilskuddet til hhv. offentlige og private arbejdsgivere.