KPH Projects – kontorplads til dig, der er iværksætter

KPH Projects – kontorplads til dig, der er iværksætter

Deltag i et 3 måneders iværksætterforløb

Har du besluttet dig for at være iværksætter, og har du en brændende lyst til at udvikle din forretningsidé? Og vil du gerne arbejde i et inspirerende kontorfællesskab? Så er Iværksætterpiloten noget for dig.

Magistrenes A-kasse og Dansk Magisterforening er gået sammen om at stille kontorfaciliteter og sparring til rådighed for dig i en 3 måneders opstartsperiode. Vær opmærksom på, at ansøgningsfrist allerede er den 17. marts!

Dine muligheder

Kontorfællesskabet tilbydes i et samarbejde med KPH Projects, der med afsæt i FN’s 17 verdensmål arbejder med, hvordan iværksætteri kan gå hånd i hånd med forretningsudvikling, der socialt, økonomisk og miljømæssigt hænger bæredygtigt sammen.

Målet med Iværksætterpiloten er at sikre, at deltagerne med afsæt i et innovativt miljø hjælpes godt på vej med viden og værktøjer og får et netværk med andre iværksættere, hvor der løbende kan erfaringsudveksles.

Vi forventer en aktiv deltagelse i både workshops og sparring med de øvrige deltagere og iværksættere i KPH Projects.

Deltagerne i iværksætterforløbet får en kontorplads i KPH Projects kontorfaciliteter på 4. sal, med adgang til:

  • internet
  • sort/hvid printer
  • adgang til mødelokaler, workshoprum og eventrum via et bookingsystem
  • adgang 24/7 alle dage i ugen
  • adgang til in house kompetence og mentorordning
  • mulighed for ekstern mentorordning (KPH matcher)
  • fast kontorområde, hvor man kan have sine ting liggende.

Hvem kan deltage?

Iværksætterpiloten er for ledige medlemmer af Magistrenes A-kasse og Dansk Magisterforening, som har taget beslutningen om at være selvstændig. Du har en god forretningsidé, og som nystartet ønsker du at få sparring, skærpe evnen til at etablere kunde- og samarbejdsrelationer og skabe et netværk med andre iværksættere.

Iværksætterne skal være medlemmer af både Magistrenes A-kasse og Dansk Magisterforening og være meldt ind senest på ansøgningstidspunktet. Du skal under hele forløbet leve op til de gældende krav til ledige d.v.s. deltage i lovpligtige møder, leve op til rådighedsregler, have godkendt selvstændig virksomhed mm.

Vi opfordrer alle ledige medlemmer uanset alder, anciennitet og faglig baggrund til at søge.

Skriv en motiveret ansøgning

For at komme i betragtning til forløbet, skal du skrive en motiveret ansøgning. I ansøgningen skal du svare på:

  • Hvor langt er du med din forretningside?
  • Hvad skal iværksætterforløbet bruges til, og hvordan forventer du at fortsætte, når forløbet er slut?
  • Hvad er din forretningside, dine kunder og dit marked?
  • Hvilket/hvilke verdensmål har du særlig fokus på, og hvordan vil du arbejde med verdensmålene som en del af din forretning?
  • Hvad er din styrke som iværksætter, og hvad vil du gerne blive bedre til?

Ansøgningsfrist, tid og sted

Send din ansøgning til Magistrenes A-kasse til Ginna Sørensen på mailadressen gsoe@ma-kasse.dk senest søndag d. 17. marts, 2019.

Ansøgere, der har fået en plads på iværksætterforløbet, får direkte besked fra Magistrenes A-kasse torsdag 21. marts 2019.

Iværksætterforløbet foregår i KBH Projects, Enghavevej 80C, 3 – 4 sal, 2450 København.

Ved din ansøgning bekræfter du, at du kan deltage i hele forløbet fra 1. april til 30. juni 2019.

Pris

For hver deltager er der en egen betaling på 1.200 kr. + moms. De 1200 kr. + moms (i alt 1500 kr.) opkræves som engangsbetaling og kan ikke refunderes, hvis du springer fra undervejs.

Kontakt

Har du spørgsmål til forløbet eller ansøgningsproceduren, er du velkommen til at kontakte Magistrenes A-kasse, karriererådgiver Ginna Sørensen, på mail: gsoe@ma-kasse.dk

Samtykke

Når du ansøger om at komme med i iværksætterforløbet, samtykker du til, at Magistrenes A-kasse og Dansk Magisterforening kan behandle persondata om dig. Vi skal nemlig sikre, at du er medlem af begge organisationer.

Du forpligter dig også til at at leve op til KPH’s interne krav, hvor du skal:

  • levere op til 3 timer om måneden til sparring med dine KPH kolleger
  • formulere 3 kompetencer, som indgår i KPH’s Kompetencetavle
  • KPH opfordrer dig desuden til at deltage i KPH’s arrangementer, KPH Præsenterer samt fællesmorgenmad hver måned.