Tag med MA til Building Green

Tag med MA til Building Green

Bootcamp: 25. oktober kl. 13-15
Messe i Forum: 31. oktober og 1. november

Building Green er en årligt tilbagevendende messe, der fokuserer på bæredygtig arkitektur, design og løsninger. Eventen byder på inspiration og vidensdeling for alle med interesse for grøn innovation i byggebranchen. Ud over udstillinger kan du opleve et to dages konferenceprogram med både nationale og internationale keynote speakers samt relevante debatter med profiler fra arkitekt- og byggebranchen. Tag med MA til Building Green og få ny inspiration til din jobsøgning inden for området. Messen er relevant for mange fagligheder (biologer, geografer, byplanlæggere, kommunikationsfolk m.m.)

Baggrund
Building Green blev etableret for at oplyse om udviklingen inden for produkter og idéer til byggeriet med et henblik på bæredygtighed og cirkulær tankegang. Den danske byggebranche står til ansvar for 40% af Danmarks energiforbrug og 30% af den samlede mængde affald. De seneste år er affald blevet et stort fokuspunkt, da problematikken omkring affald i verdenshavene og på land er stigende. Den langsigtede vision er, at alle nye bygninger skal producere mere energi end de forbruger, og samtidig skal energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse nedbringes markant.

Mød nogle af de virksomheder og initiativtagere, der allerede har evnet at omsætte visionerne til virkelighed og skabe vedvarende løsninger, der reducerer energiforbruget og CO2-udledningen fra bygninger.

Hvorfor tage på bootcamp inden?
Bootcampen giver dig input til, hvordan du netværker effektivt på messer og konferencer. Samtidig har du lejlighed til at mødes med nogle af de øvrige deltagere og måske aftale at følges/mødes til frokost m.m.

  • Var denne artikel nyttig?
  • Ja   Nej