Dit netværk er et vigtigt redskab i jobsøgningen.
Du kan både bruge dit netværk til at finde ud af, hvor der kan være job at søge, som ikke nødvendigvis er slået op, og til at researche på indholdet i konkrete stillinger.
At bruge netværket kan gøre din jobsøgning mere effektiv, men også sjovere, fordi du kommer i dialog med andre om dine jobmuligheder.
Omkring hver tredje af MA’s medlemmer får job via netværk, kontakt til virksomheden eller anden networking.
Sæt fokus på din personlige fortælling

- Opdater din LinkedIn-profil med foto og content. Du er på et professionelt netværk, ikke Facebook.
- Gennemtrawl dit eget netværk og deres kontakters netværk: Er der interessante åbninger? Det er ofte 2. eller 3. led, som er adgangsgivende, sjældent 1. led.
- Send invitationer ud til relevante personer, der arbejder med det, du gerne vil. Inviter dig selv på kaffeaftale eller spørg, om du må ringe dem op.
- Hold øje med gå-hjem-møder eller morgenbriefinger inden for de felter, som har din interesse. Deltag for at få ny viden og møde kendte og nye mennesker.
- Se på dine meritter: Hvor er du specialist? Hvad har du skrevet speciale/ph.d. om? Kan din specialkompetence eller nicheindsigt bringes i spil over for nye målgrupper?
- LinkedIn er netdating for virksomheder. 88 procent af alle ledere har en profil. 64 procent bruger det til rekruttering.
- Mange har bare lagt deres profil ud og sagt ja til en masse connections. Men derfra ved de ikke, hvad de så skal gøre. Meld dig ikke ind i den flok. Der er 1,8 millioner profiler alene i Danmark.
- Arbejd professionelt med dit cv. Så kan du henvise til det på LinkedIn. Er du kommet med i opløbet, vil virksomhederne google dig og finde dig på LinkedIn.
- Få taget et professionelt profilbillede. Arbejd med din profils headline. Tænk tweet, tænk fremad, tænk jobønske.
- Brug LinkedIn som virksomhedsdatabase. Find dem eller den branche, du er interesseret i. Se, om I har fælles forbindelser. Brug dem som en første indgang uopfordret – eller som led i din research inden jobsamtalen.