Med blot en uges tid tilbage af 2025 er det på sin plads at gøre en kort status over års og det kommende års kampe på a-kasseområdet. Når du er medlem af Magistrenes A-kasse, er det ikke blot en pakke, der ligger og venter i skabet til en snestormsdag – hvis du bliver ledig.
Det er også en pakke, der tilbyder dig løbende karrierevejledning, og som arbejder aktivt for at forbedre dine rettigheder, både i og udenfor dagpengesystemet.
Den gode nyhed er: Det kommende år byder på forbedringer. Fra den 1. juli bliver der lidt mindre unødvendigt bøvl for de ledige. MA har længe råbt op om, at der er for meget dobbeltkonfekt (ikke den lækre slags konfekt!) i samtalerne hos a-kasse og jobcenter, og det har politikerne sørme lyttet til. De har skåret én samtale væk hos a-kassen og én hos jobcenteret i den nye beskæftigelsesreform. Det giver de ledige mere tid til at fokusere på at søge job – og det er jo det, det handler om.
Men juletræerne vokser ikke ind i himlen. Overordnet mener vi i MA ikke, at reformen blev det store opgør med et tungt og bureaukratisk system, som regeringen havde sat os i udsigt – og som vi havde håbet på. Derfor bliver det spændende at se, hvem der vinder regeringsmagten det kommende år, og om de vil finde sneskovlen frem og få ryddet op i de enorme dynger af lovtekst. I MA er vi i hvert fald klar med en sand pakkekalender af gode forslag til frihed og forenklinger.
Og vi putter ikke med idéerne: Sammen med beskæftigelsesordførerne fra Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale samt kollegerne i Min A-kasse fremsatte vi faktisk i år vores eget forslag til, hvordan man kan gøre op med store dele af den kontrol og mistillid, der i dag gennemsyrer de regler, som vi – og ikke mindst vores ledige medlemmer – er underlagt. Tør de samme politikere holde fast i den vision, hvis de ender med at indgå i et regeringssamarbejde – starter de sneploven, eller vil de hellere stramme garnet? Det vil MA selvfølgelig holde skarpt øje med.
Dét står øverst på MA’s ønskeliste for 2026: En beskæftigelsesreform, der bygger på respekt og tillid.