Budgetvenlig madplan vol. 1 med Anna Bartels

Vi har inviteret vores seje foodie Anna Bartels i både supermarkedet og køkkenet for at lave budgetvenlige madplaner og opskrifter til dig. Det behøver nemlig ikke tage en krig at lave sund og billig mad, når først man har fået idéerne. Så her får du altså en komplet aftensmadplan til en hel uge samt indkøbliste og opskrifter på hele baduljen. Værsgo!

 

Aftensmad til en uge til to personer for 307 kr.

Mandag: Porretærte + salat med estragondressing (vælg evt. persille da vi skal bruge det senere)

Tirsdag: Kartoffel-porresuppe med flute

Onsdag: Rodfrugtflødekartofler + blomkålsdeller (lav dobbelt op, så der er rester til i morgen)

Torsdag: Rester fra onsdag

Fredag: Ristet rugbrødssandwich med varmrøget laksesalat og rester af salat

Lørdag: Flammkuchen

Søndag: Tøm køleskabet

Du skal naturligvis også købe ind til alle herlighederne. Anna har sørget for en komplet indkøbsliste samt oversigt over basisvarer, som du kan bruge, når du handler ind.

 

Her er din indkøbsliste

  • 1 stor pose salat
  • 1 bundt frisk persille
  • 2 porrer
  • 3 stk løg
  • 4 fed hvidløg
  • Frisk rosmarin
  • 1 pose kartofler, mellemstr.
  • 2 store eller 3 mindre rødbeder
  • 2 store eller 3 mindre søde kartofler
  • 1 citron
  • 1 blomkål
  • 6 æg
  • Parmesan
  • 100 g smør
  • 300 g cremefraiche 18%
  • 1/2 liter fløde
  • 1/2 liter mælk
  • 1 stk pizzabund
  • En lille pakke bacon
  • 125 g varmrøget laks
  • Flute/andet brød til suppe
  • 1 lille pakke rugbrød

Hvem er Anna?

Jeg elsker at lave mad, og mit hoved er altid fyldt med ideer. Jeg laver opskrifter, som ikke kræver oceaner af tid i køkkenet eller vilde skills og dyre køkkenmaskiner. Noget alle kan være med på med ingredienser, der kan købes i almindelige supermarkeder. Simpel mad og god smag er vigtigt.

Jeg er 28 år og bor i København. Jeg er uddannet i kommunikation og kører mit lille madunivers ved siden af mit arbejde som kommunikatør.

Basisvarer, du allerede har

  • Smagsneutral olie
  • Muskatnød
  • Æblecidereddike (eller anden eddike)
  • Dijonsennep (eller anden sennep)
  • Hvedemel
  • Fuldkornsmel
  • Paprika
  • Chiliflager
  • 1 bouillonterning, gerne grøntsag

 

Følg med på Instagram, og se hvordan Anna laver Rodfrugtflødekartofler + blomkålsdeller og mange andre lækre opskrifter til din aftensmad.

Værsgo – og velbekomme 😊

Lyt til en podcast for dig, der snart er færdiguddannet

Husk at anmelde os