Årsberetning 2023-24
14. oktober 2024
Året har budt på et mere enkelt samtaleforløb for nyledige medlemmer - og en kraftig opfordring til politikerne fra MA til for alvor at rydde op i paragrafferne. Så de ledige kan bruge kræfterne på at søge job. Vi ser nærmere på året, der gik i MA.
VILKÅR OG POLITIK
Færre møder for nyledige medlemmer
2024 begyndte med et nyt samtaleforløb, der betyder mindre “dobbeltarbejde” for nyledige medlemmer. Fra og med 1. januar har Magistrenes A-kasse (MA) haft eneansvaret i det første tre måneder af et medlems ledighedsperiode. Dermed undgår medlemmerne at skulle til møder både hos a-kassen og jobcentret til at begynde med. Tak for det.
MA har længe presset på for et mere enkelt mødeforløb med argumenter om, at det virkede meningsløst, når medlemmer skulle til ofte enslydende møder hos både a-kasse og jobcenter – og som specialister i netop vores medlemmer mener vi trods alt, at vi kender deres jobmarked bedst. Og vi har skam allerede afprøvet det nye set-up på forsøgsbasis – med succes. Før årsskiftet var MA med i et fireårigt forsøg, hvor hovedparten af medlemmerne ikke behøvede at komme i jobcentret. Evalueringer af forsøget viste, at medlemstilfredsheden var i top i forhold til jobvejledning, og at medlemmerne satte pris på ikke at skulle til møder i både a-kassen og jobcentret. Og måske vigtigst af alt, så faldt andelen af langtidsledige med mere end 10 procent under forsøget.
En helt ny beskæftigelsespolitik? Det håber MA på
MA-forkvinde Helene Caprani håber på mere ansvar til a-kasserne.
Mens de fleste nok havde sommerferie i tankerne, så landede der for os, der arbejder med beskæftigelse, en længe ventet og interessant rapport om fremtidens beskæftigelsesindsats. Et ekspertudvalg, som regeringen havde nedsat, præsenterede i juni en række forslag, der blandt andet fokuserer på at styrke arbejdsmarkedets fleksibilitet og omstrukturere den eksisterende beskæftigelsesindsats. Hos Magistrenes A-kasse har vi bidraget aktivt til diskussionen, og vi håber, at politikerne vil være med til at reducere det enorme regelkompleks kraftigt.
Desværre lægger ekspertgruppen også op til at skære yderligere i lediges uddannelsesmuligheder. I forvejen er det stærkt begrænset, hvad ledige akademikere har af muligheder for opkvalificering, Vi har længe hørt om virksomheder, der efterspørger eksempelvis it-medarbejdere og med færre muligheder for efteruddannelsesmuligheder vil manglen på kvalificeret arbejdskraft kun blive større.
Som det fremgår ovenfor, skal de ledige ikke længere pendulere mellem a-kasser og jobcentre i de tre første måneder af deres ledighed. De skal nu kun komme i a-kassen – og kan derfor bruge flere kræfter på jobsøgning end … transport. Og det kvitterer medlemmerne for. Men vi havde meget gerne set, at ekspertudvalget havde taget regeringens kommissorium (maj 2023) endnu mere til sig. Her fremgår det nemlig, at a-kasserne skal spille en større rolle i jobindsatsen, men udspillet lægger ikke op til en ændring af de tre måneder. Hvorfor ikke fordoble de tre måneder til seks, så vores medlemmer kan koncentrere sig endnu mere om jobsøgning og mindre om skiftende kontoradresser og konsulenter?
Vores forkvinde, Helene Caprani, har da også fremhævet, at forslagene desværre ikke er modige nok. Derfor håber MA nu, at politikerne tør være mere modige end ekspertudvalget, når fremtidens beskæftigelsespolitik skal formes. Det forventes, at forhandlingerne om det nye beskæftigelsessystem starter i efteråret 2024.
I forbindelse med diskussionen om fremtidens beskæftigelsesindsats, har MA også inviteret sine medlemmer til at bidrage til debatten. Og medlemmernes budskab er klart: Fjern den unødvendige kontrol og skab ro til at søge relevante jobs. I stedet for at fokusere på kontrol ønsker medlemmerne en beskæftigelsesindsats, der anerkender deres kompetencer og giver dem mulighed for at fokusere på meningsfulde jobmuligheder. Dét kæmper vi videre for.
Økonomisk håndsrækning til hårdt pressede dimittender
Som det blev nævnt i forrige årsberetning, så blev der i 2023 skåret hårdt i dagpengesatsen til nyuddannede. Mens vi venter på, at politikerne kommer på bedre tanker, så har MA’s medlemmer på seneste generalforsamling besluttet selv tage affære og give de ramte dimittender en økonomisk håndsrækning. Siden april har de berørte dimittender således ikke skullet betale administrationsbidrag til a-kassen.
Det betyder desværre ikke, at de helt slipper for at betale til a-kassen, da hovedparten af kontingentet, det såkaldte statsbidrag, ryger direkte videre til staten til brug for udbetaling af dagpenge og er uden for a-kassens kontrol. Men det er et skridt på vejen – som forkvinde Helene Caprani udtrykte det efter generalforsamlingen: ”Vi håber selvfølgelig, at politikerne forstår en hentydning. Det eneste anstændige vil være, at de skynder sig at nedsætte statsbidraget, når de forringer dagpengene så voldsomt. Med vores aktion reducerer vi de berørte medlemmers kontingent med 444 kr. i kvartalet. Det er ingen herregård, men vi har heller ikke adgang til statskassen.”
MA fortsætter med at lægge pres på politikerne for at få dem til at genoverveje deres beslutning, da vi mener, at det er uretfærdigt at straffe de unge, der netop har færdiggjort deres uddannelse og har allermindst at gøre godt med.
TILBUD
AI: Hjælp til din jobsøgning døgnet rundt
MA havde hen over 2024 premiere på flere AI-værktøjer, som kan støtte medlemmerne i deres jobsøgning. AI-karriererådgiverne er altid vågne og kan hjælpe både nyuddannede og mere erfarne medlemmer tilbage på sporet – eller måske med et decideret sporskifte. Medlemmerne kan også bruge MA’s AI-værktøjer til meget konkret at forbedre deres ansøgningsmateriale – og det gælder både cv og ansøgning. AI-rådgiverne tager udgangspunkt i medlemmernes situation ved at analysere deres baggrund, deres ønsker og geografiske præferencer, og ud fra det giver de skræddersyede anbefalinger til jobtyper, faglig udvikling og relevante arbejdsgivere.
Vi ved, at AI kan virke fremmed for nogle, men det er tænkt som et supplement til vores menneskelige rådgivere – ikke en erstatning. Fordelen ved AI er blandt andet, at den er tilgængelig døgnet rundt, så du kan få inspiration præcis, når og hvor du har brug for det. MA har samlet vores initiativer i forhold til kunstig intelligens på en dedikeret side på hjemmesiden – her forsøger vi også at besvare nogle af de svære spørgsmål om AI.
Særlig fordelagtigt tilbud på lønsikring til nyuddannede
Som nævnt tidligere har vi i år nedsat kontingentet for nogle af vores nyuddannede medlemmer. Men det er ikke det eneste tiltag, hvormed MA prøver at sikre dimittenderne økonomisk. Som noget nyt kan vi tilbyde en særlig attraktiv lønsikring til dimittender, der giver op til 6.000 kr. om måneden oveni dagpengene for en udgift på kun 75 kr. om måneden. Dette initiativ er skabt for at sikre nyuddannede en bedre adgang til lønsikring, som ellers er sværere at komme til for dimittenderne.
Ny podcast: Ta’ MA i ørene, mens du er på farten
Overgangen som nyuddannet fra auditorierne til verden udenfor er en stor omvæltning – ikke kun i forhold til at finde et job, men pludselig er man heller ikke en del af et stort studiefællesskab, man skal måske flytte og meget andet. Det sætter MA fokus på i podcasten ‘Voksenjob – fra studieliv til arbejdsliv’.
Formålet er at skabe et trygt – og hyggeligt – rum, hvor der er plads til at tale om de ting, der fylder som nyuddannet, og vi forsøger at give medlemmerne mod og empowerment.
Første afsnit udkom i slutningen af februar, og siden er der kommet ni afsnit til, som sammenlagt er blevet hørt over 4.000 gange (primo september).
De mange (ukendte) jobmuligheder i EU
I 2024 har MA sat fokus på karrieremuligheder i EU, hvor danskerne er stærkt underrepræsenterede. Vi har blandt andet afholdt webinarer direkte fra Bruxelles, hvor vi har oplyst om jobmulighederne og vejledt vores medlemmer i, hvordan de kan få foden indenfor i EU-systemet. Derudover afholdt vi op til EU-parlamentsvalget den 9. juni et vælgermøde med fokus på klimaet, hvor fire kandidater delte deres visioner og løsninger i en EU-kontekst. Her kunne vores medlemmer både lytte med og stille spørgsmål om politikernes syn på klima og jobmuligheder i EU.
Fokus på ESG
Hos MA ser vi en voksende interesse blandt vores medlemmer for at arbejde med ESG – altså miljø, sociale forhold og ansvarlig virksomhedsdrift. Vi hjælper vores medlemmer med at navigere i ESG-feltet, uanset om de vil arbejde med klima, social bæredygtighed eller dokumentation af virksomheders grønne initiativer. Fra efteråret 2024 begynder vi at tilbyde vejledning om jobmuligheder og hjælper medlemmer med at målrette deres cv, så det passer til ESG-området. Det gør vi blandt andet på workshops, arrangementer og en underside på hjemmesiden, hvor medlemmer kan få indsigt i, hvordan de kan bringe deres kompetencer i spil i forhold til bæredygtighed.
Næsten et arrangement om dagen
Med cirka 350 arrangementer om året er der rig mulighed for medlemmer af MA for at blive klogere på deres jobmarked, hvordan de søger job og meget andet. En del af arrangementerne foregår online, hvor det er nemt og bekvemt for medlemmerne at logge på – lige meget hvor du er i landet. På den måde forsøger vi at tilgodese dem, der har langt til et MA-kontor – eller bare foretrækker at være med hjemmefra.
Jeg fik udvidet mine horisonter i forhold til, hvad jeg kan arbejde med og blev motiveret til at søge bredere!
MA-medlem der deltog på Klimafolkemødet
Det er dog langt fra ensbetydende med, at MA ikke afholder fysiske workshops og oplæg. Ud over dem der foregår på vores fire kontorer fordelt rundt om i landet, så arrangerer MA også ture til eksempelvis Folkemødet, Kulturmødet Mors og Klimafolkemødet i Middelfart. Det ser vi som vigtige begivenheder, hvor vores medlemmer har mulighed for at komme i dialog med nogle af de virksomheder og organisationer, der kan blive deres kommende arbejdsgiver.
Stærkt samarbejde med fagforeninger
MA fortsætter det gode samarbejde med fagforeningerne DM og GL. I tæt samarbejde med GL tilbyder vi et særligt karriererådgivningsforløb, hvor gymnasielærere får mulighed for at udforske, hvordan deres kompetencer kan bruges uden for gymnasiesektoren. Vores mål er at hjælpe dem, ligesom alle vores medlemmer, med at tænke bredere og opdage nye karriereveje.
Sammen med DM har vi også afholdt en række arrangementer, herunder værktøjskurser, der giver medlemmerne værdifulde færdigheder inden for forskellige computerprogrammer og styrker deres kompetencer på arbejdsmarkedet. Og så fortsætter vi i 2024 – på 12. år – vores yderst frugtbare samarbejde med DM i forhold til at hverve nye medlemmer, primært studiemedlemmer, som heldigvis ad åre bliver til ordinære medlemmer.
NØGLETAL
Flot fremgang er der også i antallet af medlemmer. Ved indgangen til juli 2024 var der 85.246 medlemmer eller cirka 830 flere end året før.
På trods af flere medlemmer at betjene så holder MA stadig et højt serviceniveau. Vi har entreret med firmaet Ennova, som har specialiseret sig i at undersøge medlemstilfredshed – og sammenholde den med medlemstilfredsheden i andre a-kasser (også kaldet en benchmark-undersøgelse). Undersøgelsen gennemføres hvert år. Medlemmerne gav igen MA en flot score. Det er både meget tilfredsstillende og meget opløftende, at vi med vores kendskab til medlemmernes behov og ønsker fortsat evner at ramme skiven med hensyn til tilbud og prioritering af indsatser. Det ønsker vi fortsat at gøre.
Det samme billede tegner sig på Trustpilot, hvor MA igen ligger helt i top, når medlemmerne anmelder deres oplevelse med a-kassen.