De gode, de onde og de virkelig dumme

En af MA’s kerneopgaver er at hjælpe vores medlemmer rundt i junglen af de op mod 30.000 siders dagpengelovgivning. Og selvom der naturligvis findes dagpengeregler, som er ganske fornuftige – for eksempel, at man i det hele taget kan få dagpenge – så er der også rigtig mange, som vi absolut ikke bryder os om i MA, og som vi kæmper for at få ændret eller afskaffet.

Et af de temaer, som MA’s bestyrelse har arbejdet med i år, er ’Håbløse regler’. Men som vi gennemgik nogle af de mere grelle eksempler på et nyligt bestyrelsesmøde, slog det mig, at de håbløse regler kan placeres i et koordinatsystem, hvor x- og y-aksen er henholdsvis ’ond’ og ’dum’…! Kort sagt handler de ’onde’ regler om at straffe de ledige, mens de ’dumme’ gør det sværere for dem at komme i arbejde.

Lad os tage nogle eksempler.

1. Sig nej til job i udlandet
Man skal bo og opholde sig i Danmark, når man dimitterer, hvis man vil have ret til dagpenge. Hvis man ikke afslutter med mundtligt forsvar af sit speciale, er det karaktergivningen, der bestemmer dimissionsdatoen. Det betyder, at man ikke kan tage et arbejde i udlandet, før man har fået sin karakter – end ikke indenfor EU, hvor man ellers besynger arbejdskraftens fri bevægelighed. Det lyder måske perifert, men vi kender til sager, hvor man har måttet takke nej til arbejde for at bevare sine dagpengerettigheder. Her bon’er vi stærkt ud på dumhedsaksen.

2. Store straffe for små forseelser
Hvis man siger sit arbejde op, får man en karantæne på tre uger, før man kan få dagpenge. Men hvis man overser en indkaldelse til et aktiveringstilbud fra jobcentret, får man yderligere tre ugers karantæne lagt oveni. Sker dette blot to gange i løbet af et år, bliver man helt udelukket fra at få dagpenge, til man har opfyldt et arbejdskrav! – en art ’Two strikes and you’re out’. Det må siges at være en uforholdsmæssigt hård straf, og dermed en regel med høj værdi på det, som vi lidt kækt kan kalde… ondskabens akse.

3. Vælg mellem job og dagpenge
Hvis man har deltidsarbejde og får supplerende dagpenge, skal man søge job og være til rådighed på lige fod med fuldtidsledige. Når man løber tør for supplerende dagpenge, er man nødt til at vælge mellem at beholde jobbet – der måske ikke giver en tilstrækkelig løn at leve for, men til gengæld holder fødderne inde på arbejdsmarkedet – og at sige jobbet op for at beholde dagpengeretten. Prøver man at klare sig på deltidsløn i over et halvt år, men må indse, at det er for lidt, risikerer man både karantæne og en lavere dagpengesats. Her er altså både tale om straf og bøvl, så en høj placering på begge akser.

4. Ingen efteruddannelse til ledige akademikere
Hvis man først har taget en akademisk uddannelse, er det nærved umuligt at efteruddanne sig, mens man modtager dagpenge. Det virker ellers logisk, at man som ledig vil prioritere opkvalificering for at gøre sig mere attraktiv, men nej. De seks ugers ’jobrettet’ uddannelse, som jobcenteret kan bevilge til ledige på dagpenge, gælder ikke akademikere. Her må vi nøjes med at søge de få kurser på de såkaldte regionale positivlister, og det er ganske sjældent, at det lykkes indenfor de første tre måneders ledighed. Vi kan heller ikke få lov til selv at punge ud til efteruddannelse, hvis den er SU-berettiget – heller ikke, selvom vi faktisk ikke modtager den SU…!

Men hvorfor skal dagpenge og uddannelse være modsætninger? Hvorfor ikke tage udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov og give ledige akademikere mulighed for at efteruddanne sig indenfor grøn omstilling og cybersikkerhed, eller ruste sig med et nyt undervisningsfag før den næste gymnasiereform rammer i 2030? Ja, det er sgu dumt – og samtidig et udtryk for klokkeklar forfordeling og bashing af akademikere. Topkarakter på begge akser.

5. Arbejde, der ikke tæller
På et arbejdsmarked med stadig flere projektansættelser og fleksible tilknytningsformer skulle man tro, at ethvert stykke arbejde ville tælle positivt med, når man forsøger at optjene nye dagpengerettigheder. Men sådan er det desværre ikke. Arbejdet skal nemlig være udført i et ’sædvanligt beskæftigelsesforhold’ og på ’almindelige løn- og arbejdsvilkår’ for overhovedet at give ret til forlængelse eller ny dagpengeperiode. Det kunne lyde som en regel, der beskytter lønmodtagerne – men i praksis rammer den dem, der prøver at få fodfæste på et foranderligt arbejdsmarked.

Man kan simpelthen udføre lønnet arbejde, der udbetales som A-indkomst, betale skat og AM-bidrag – og stadig risikere, at arbejdet ikke tæller med til nye rettigheder, hvis ansættelsesforholdet ikke anses for at være ‘sædvanligt’. Til gengæld medfører arbejdet fradrag i dagpengene helt uden problemer. Og som ekstra krølle gælder kravet slet ikke, hvis lønnen er udbetalt som B-indkomst, hvor arbejdet godt kan medregnes til nye rettigheder. Her er vi igen oppe på den store dumhedsklinge.

Grib macheten
Det var blot fem eksempler – i komprimeret form – på de håbløse regler, som MA’s medlemmer river sig i håret over. Og det faktum, at der i det hele taget eksisterer 30.000 siders regler, er i hvert fald topdumt. Hvis der er én ting, som politikerne burde kunne blive enige om, så er det at gribe macheten og få luget ud i det tornekrat.

I øvrigt tror jeg personligt ikke på, at nogen mennesker er onde. Men der er desværre ingen tvivl om, at nogle politikere fra tid til anden har ganske tydelige hensigter om at sætte tommelskruerne på de ledige. De hensigter er, om ikke onde, så i hvert fald ondskabsfulde. Og så er det da også fristende at parafrasere titlen på Sergio Leones klassiker om etik, humanisme og meningsløs ødelæggelse – tre centrale begreber i dagpengedebatten.

Helene Caprani, forkvinde i MA