Lasse B

Du kan da klare dig selv som akademiker

12. maj 2014

Cand.scient. Edouard Olesen var lige ved at falde ud over dagpengekanten. Jobcentret havde godt nok fokus på akademikere, men ikke meget branchekendskab, der kunne bringe ham videre. Han havde brug for hjælp, selv om omgivelserne mente, han burde kunne selv som akademiker. Hjælpen kom på et kursus i Good Manufacturing Practice, GMP.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Edouard Olesen skal hver dag sikre, at hans virksomhed lever op til myndighedernes krav om et sterilt produktionsmiljø. Går det galt, er det hans opgave at finde ud af årsagen. Vi er på Amager, på Xellia Pharmaceuticals, der blandt andet producerer antibiotika til hospitalerne. Her har Edouard arbejdet 1½ års tid, og han er meget tilfreds med at være havnet her.

– Vi lærte intet om det private erhvervsliv på universitetet. Det hele var mest rettet mod forskning. Jeg var åben for hvad som helst, da jeg var færdig med min biokemi i 2010 og ville gerne ud i industrien og prøve kræfter med noget mere jordnært, fortæller Edouard.

Ledighedsperioden var den klassiske for Edouard: søge en masse job og modtage en masse afslag på grund af manglende arbejdserfaring. Han opsøgte også arbejdsgiverne for at høre, hvad han skulle gøre bedre.

Kurset førte til praktikplads – og senere job

Men efter to års ledighed kom lige det tilbud, han havde brug for: Et GMP-kursus med indbygget tre ugers praktik tilvejebragt i et samarbejde mellem jobcentret, de akademiske a-kasser og kursusvirksomheden Pharmakon i Hillerød.

– Jeg kendte kun overfladisk til GMP, og èn af kursusholderne gav mig tippet til Xellia, hvor jeg kom i praktik og hurtigt lærte om kravene i industrien. Det var langt bedre end bare at få en introduktion til en virksomhed, og for mig blev det indgangsbilletten til min senere fastansættelse.

Edouard var ikke den eneste fra holdet, der fik ansættelse på Xellia, og generelt er jobeffekten meget høj efter et GMP-kursus.

Alle fik en praktikplads, og 60 pct. har efterfølgende fået job i en medicinalvirksomhed.

GMP et krav mange steder

Kirsten Lund, der er karriererådgiver i MA, kan fortælle, at GMP bliver brugt mere og mere i alle dele af medicinal- og biotechbranchen. Og det er derfor også blevet et krav til en lang række stillinger. Desværre er det meget få uddannelser, hvor GMP er en del af studieplanen. Det samme som Edouard har oplevet.

– Vi møder mange kompetente nyuddannede, der ikke kommer i betragtning til stillinger i industrien, fordi de mangler et kursus på ca. seks uger. Men vi har heldigvis kunnet stable dette kursus ekstraordinært på benene, fortæller Kirsten Lund.

Kursisterne kommer i job

Og jobeffekten er høj. På det første hold er over 90 pct. nu i job. Deltagelse kræver, at man har fået kurset bevilliget af sit jobcenter eller sin anden aktør som en del af ens jobplan.

– Jeg vil i øvrigt opfordre andre ledige cand.scient.er til at bruge vores medlemsnetværk, Bioscience Denmark, som er aktive og mødes hver anden uge i MA København, slutter Kirsten Lund.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00