Er du på fuldkornspasta hver måned?

07. december 2016

Det er sidst på måneden. Der er et par dage eller syv tilbage, før næste SU går ind på din konto, og tanken om fuldkornspasta igen, igen gør dig i dårligt humør. Velkommen til en minilektion i økonomi for studerende og et par velmenende råd om dine penge.

Grow up; læg et budget!

Det er ikke sjovt at lægge budget. Nogle gange kan det ligefrem være skræmmende at finde ud af, hvor lidt der egentlig er tilbage, når alt er betalt. Men det er nødvendigt, især hvis du er flyttet hjemmefra, for boligudgifter trækker typisk hårdt på din konto.

Et budget indeholder dine indtægter – fx SU og løn – og dine udgifter, som du skal dele i to grupper: De faste udgifter som husleje, varme, el, forsikringer, mobil etc. og de variable, som er alle de sjove: Byture, gaver, bøger, tøj etc.

Læg sammen og træk fra så har du et godt udgangspunkt for ikke at gå i nul hver måned.

Undgå at betale SU tilbage

Har du studiejob, og har du tjent for meget, kan du sætte dem ind på en pensionsordning og på den måde undgå at betale pengene tilbage og samtidig sikre din fremtid.

Det beløb, du må tjene ved siden af din SU, hedder ”fribeløb”. Hvis du tjener mere end fribeløbet, skal du betale SU tilbage. Løsningen er en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, som giver dig fradrag for indbetalingerne.

Kontakt MP Pension på 39 15 01 02, hvis du vil høre mere om SU-Pension.

At låne eller ikke at låne?

Det er de færreste studerende, som helt kan undgå lån i studietiden. De billigste lån er dem, du kan få hos forældre og familie.

Hvis det ikke er en mulighed, så er det lån i en bank, og de tjener penge på, at du låner, så det gælder om at begrænse, hvor meget du låner, og hvor længe du låner.

Der er mange forskellige typer lån, og der følger forskellige gebyrer, vilkår og rentesatser med hvert af dem. Du skal være specielt opmærksom på ÅOP – Årlig Omkostnings Procent. Det er det, som lånet koster, når alt er talt med. Så hæft dig ikke ved renten, men ved ÅOP.

Du har også mulighed for at optage et SU-lån, hvis du er på SU.

En ikke så tosset bank

Dansk Magisterforening har indgået en aftale med Lån & Spar. Du får en personlig rådgiver, som ved, hvad det vil sige at være studerende.

Du kan få hjælp til at lægge et holdbart budget. Gode råd om, hvordan du finansierer en bolig, et studieophold i udlandet eller hvordan du bedst får økonomien til at hænge sammen gennem hele studietiden.

Som medlem af DM kan du få en studiekonto med en høj rente (2,25 pct.) på de første 50.000 kr. og en lav rente (5 pct.) på kassekreditten.

Du kan læse mere på studiekonto.dk eller ringe på 33 78 19 52.

Fremdrifts- og SU-reformen

Fremdriftsreformen har til formål at få de studerende hurtigere gennem studierne, så de kan gennemføre dem på normeret tid. Den indeholder krav om fuld studieaktivitet gennem hele uddannelsen.

Det lægger bånd på, hvor mange studiejob du kan påtage dig, og dermed hvor meget du kan tjene, ikke mindst fordi du skal tilmeldes minimum 30 ECTS point pr. semester. Samtidig indebærer SU-reformen, at dine udbetalinger stoppes, hvis du er mere end seks måneder forsinket på dit studie.

Det skal med i dine overvejelser, for det kan få konsekvenser for din økonomi.

/ Se den oprindelige artikel på magistrene.dk

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00