Lasse B

Fra rypejagt til jobjagt som globaliseringsagent

27. marts 2014

Arbejdsmarkedet kan være barskt. Det må Jens Egede Bjarnholt sande. Han er efterhånden kommet op i årene og har dermed en lang karriere bag sig. Men lige nu er han ledig. Et spændende projekt i Region Syddanmark åbnede dog nye muligheder – ikke mindst netværksmæssigt.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Jens Egede Bjarnholt_120

Jens Egede Bjarnholt, Innovativ GlobaliseringsAgent med meget mere

Når man både har undervist, været projektleder og it-chef, arbejdet i Grønland og i et dansk ministerium, været aktiv i DM og AC, har man en del på sit cv. Men i øjeblikket møder Jens Egede Bjarnholt mere reaktionen, at arbejdsgiverne er bange for, at han vil bruge en ansættelse som springbræt til noget andet.

Seks ugers undervisning med fokus på globalisering, innovation og projektledelse efterfulgt af fire ugers målrettet praktik i en fynsk virksomhed har dog givet Jens nye perspektiver på sin jobsituation. Og som bonus fik han oveni et netværk med de øvrige kursister.

Tuco Værft i Faaborg fik løst de opgaver, de ikke har tid til

– Det var et fantastisk kursus, som jeg gerne anbefaler til andre, fortæller Jens. Jeg var i fire ugers praktik hos Tuco Værft i Faaborg, hvor jeg skulle lave en markedsundersøgelse og en markedsføringsplan for dem. Det var typisk sådan en opgave, de ikke selv havde resurser til med kun tre ansatte i administrationen, inklusive direktøren. På kurset fik jeg netop de kompetencer, der gjorde, at jeg var i stand til at løse den type opgave.

Kurset har faktisk skaffet Jens titlen som Innovativ GlobaliseringsAgent, IGA. Et EU-finansieret regionalt initiativ, der skal bygge bro mellem veluddannende og de små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark. Det lykkedes også at få fire ugers ekstra virksomhedspraktik i firmaet, men desværre hverken et løntilskudsjob eller en fastansættelse efterfølgende. Andre af hans medkursister har været mere heldige.

– Vi fik i de første to uger teori og brugbare værktøjer af virkelig dygtige undervisere på Tietgenskolens KompetenceCenter. Jeg lærte at sælge mig selv på en helt anden måde og fik konstruktiv kritik til mit cv af tre forskellige coaches. De evnede at ”se mig”.

Og så har Jens fået et helt nyt netværk.

De 20 deltagere swingede så godt med hinanden, at de har holdt kontakten ved lige på Facebook.

– Vi var ikke bare medkursister, men blev nærmest klassekammerater. Så nu mødes vi og hjælper hinanden. Følger med i, hvordan det går med hver enkelt. Det er helt bestemt et kvalitativt netværk, slutter Jens.

MA: Vi anbefaler varmt IGA

Mette Borch Ovdal, der er karriererådgiver i MA Odense, kan varmt anbefale et forløb som IGA, hvis man er kørt sur i jobsøgningsprocessen.

– De tilbagemeldinger, vi får fra medlemmerne, siger, at mange kommer ud af kurset med fornyet energi. De får en saltvandsindsprøjtning med nye, brugbare kompetencer, nye, professionelle øjne på ens kompetenceprofil og jobmuligheder samt hjælp til at skærpe salget.

IGA er brobyggeren mellem ledige og virksomheder

Marie Rademacher er projektleder på IGA-forløbet. Hun ser projektets styrke som den vigtige brobygger. De ledige får indblik i, hvad de faktisk kan, som de troede, de ikke kunne. Aha-oplevelsen: ”Gud, kan jeg virkelig bruges til det i denne her sammenhæng!” Virksomhederne får den samme erfaring: ”Gud ja, en akademiker kan bruges til meget mere end det, der er indlysende.”

– Flere af MA’s medlemmer er gået i job som direkte eller indirekte effekt af kurset, fortæller Marie Rademacher.

Samlet er ca. 30 pct. kommet i job eller har fået forlænget deres praktik. Mange af disse er kommet i job allerede under de seks ugers undervisningsforløb.

Men det er et krævende forløb, understreger Marie, og man skal ansøge om deltagelse.

Der starter nye forløb flere steder i Region Syddanmark i resten af 2014. MA opfordrer interesserede til at deltage helt uforpligtende i IGA-projektets informationsmøder.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00