Lasse B

Hvad er MA's holdning til seks ugers selvvalgt kursus?

18. april 2013

DR Pengemagasinet beskæftigede sig den 3. april med seks ugers selvvalgt uddannelse under overskriften Spildte, dyre kurser? Medlem af MA og cand.mag. i musik og journalistisk formidling, Peter Ellermann, deltog som case.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA


Foto dr.dk

MA’s holdning er, at ledige skal have mulighed for at videreuddanne sig i den periode, de søger nyt job. Kurserne tilfører de ledige nye kompetencer, og de er med til at bevare både deres markedsværdi og selvværd, når de selv kan tage hånd om deres karrierevej.

Kurser, der kan  gøre en forskel

– Nogle af kurserne på seks ugers selvvalgt uddannelse tilbyder konkrete værktøjer i nye færdigheder og certificeringer. Vi vurderer, de kan gøre en forskel for, om den ledige kommer i job, siger konsulent i MA København Maj Flounders.

– Det drejer sig fx om certificeringer inden for LEAN, Prince2, it-redskaber og GIS (geografiske informationssystemer), men også kurser inden for iværksætteri, som indeholder konkrete handlingsorienterede værktøjer og som kan sætte den ledige direkte i gang med at starte som selvstændig. Andre kurser giver den ledige mulighed for at få dokumentation for sine kompetencer inden for områder som projektledelse eller coaching. Det kan både have betydning i arbejdsgivers vurdering af den lediges cv og for den lediges rygrad i jobsøgningsprocessen, siger Maj Flounders videre.

Seks ugers selvvalgt er den eneste mulighed de ledige har for frit at vælge en aktivitet i den periode, de er ledige. Den ledige vurderer selv, hvilket forløb der passer til deres behov. MA’s ledige medlemmer har gode muligheder for at hente viden om kurser og arbejdsmarkedet hos os, når de skal vælge uddannelse, og de benytter denne mulighed flittigt.

– Der burde være flere kurser inden for områder, hvor de nye kompetencer kan gøre en forskel. Fx er det nærliggende at starte seks ugers selvvalgt kurser i emner som GMP (Good Manufacturing Practice) samt sprogkurser på højt niveau og flere af de værktøjsorienterede kurser. MA har selv taget initiativ til et GMP-kursus i samarbejde med Pharmakon og Københavns Jobcenter. Det kunne ikke gå ind under seks ugers selvvalgt, men havde en meget høj jobskabelseseffekt for cand.scient.er, fortæller Maj Flounders.

>> Læs om reglerne og se listen over udbydere i seks ugers selvvalgt kursus i MA Guiden
>> Læs Mads Jensens historie, der bragte ham nærmere et job
>> Se eller gense Peter Ellermanns historie i DR Pengemagasinet 3. april 2013

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00