Lasse B

Hvis du bare arbejder hårdt nok

12. januar 2015

Ellen er cand.mag. og følte sig mast op i et hjørne på sin arbejdsmarkedsydelse med straffen hængende over hovedet: Ud i nyttejob, hvis du ikke selv kan skaffe dig et ordentligt arbejde eller aktivering. Et kursus i ledighedsstress i MA fik hende ud af den onde spiral.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Ledighedssystemet er djævelsk dygtig til at placere skylden for arbejdsløshed hos den enkelte. For Ellen betød det, at hun lærte sig mantraet, at bare hun arbejdede hårdt nok, ville hun komme ud af sin ledighed.

– Hvis vi tænker, der kun er fire stole til 10 ledige, så kan du jo arbejde nok så hårdt. Der er stadig kun fire jobs. Du bliver stillet over for krav fra regeringen, som du faktisk ikke kan opfylde, mener Ellen.

Hun har prøvet at være ledig før, men effekten af den nuværende arbejdsmarkedsreform kom bag på hende. Den har hun oplevet mere stressende, indtil et kursus i ledighedsstress i MA heldigvis fik vendt bøtten for hende.

– Jeg var faktisk tæt på en sygemelding. Men jeg nåede at få ændret mit mindset til:

“Jeg arbejder på alle planer og gør mit bedste for at komme ud af den arbejdsløshed, jeg er havnet i”.

Jeg har lært at rette fokus på det, jeg kan gøre noget ved, og se bort fra det, jeg ikke kan gøre noget ved. Det har hjulpet mig enormt.

Få fat i noget virksomhedspraktik

Konkret har Ellen opfyldt kravet om 13 ugers aktivering under sin arbejdsmarkedsydelse ved at søge derhen, hvor hun fagligt får noget input. Det anbefaler hun andre, for det har givet bonus på selvværdskontoen og frisat hendes kreativitet.

– Det er langt lettere at få fat i fire ugers praktik i en eller anden virksomhed. Det er til overskue for dig selv og for arbejdspladsen. Og så er der heller ikke så meget papirarbejde som ved løntilskud.

Ellens råd til andre er at spørge sig selv, hvor man gerne vil være og så gå efter en praktik dér.

– Ellers engagerer jeg mig i min fritid med mit fag, så jeg får holdt fast i min kulturhistoriske faglighed og får brugt den, slutter Ellen.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00