Cand.mag. i Asienstudier Peder Havemann.

Jeg laver sgu min egen butik

13. marts 2017

Med udsigt over Den Gule Flod i Shanghai i tordenvejr slog lynet billedligt talt ned i Peder Havemann. Inden udgangen af 2017 er han i gang som selvstændig med at sælge asiatisk brugskunst og design.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Asien har altid været i blodet. Siden barnsben. Først fascinationen som dreng af samuraier og nu afløst af interessen for japansk whisky, kinesiske propagandaplakater og buddhafigurer fra Bali.

Den uddannelsesmæssige bagage er selvfølgelig Asienstudier. Kandidat fra Københavns Universitet i 2015 i både Kina-studier og Japan-studier. Hvad andet skulle man studere?

Afdelingschef og lærling i Meny

Men for at starte sin egen butik skal man være klædt godt på. Og det har Peder Havemann været i fuld gang med længe.

– Jeg arbejdede i en Irma-butik i min studietid, så skulle min kone studere i England og jeg fik job i en Marks & Spencer og læste erhvervsøkonomi ved siden af. Nu er jeg afdelingschef i en Meny-butik.

Karrieren i butikssektoren er ikke et spørgsmål om en humanist med usikre jobudsigter, der skal have brød på bordet.

– Hver eneste dag i Meny er læring for mig og dermed den nødvendige forberedelse til at starte som selvstændig. Jeg søgte jobbet helt bevidst, og der var jobmatch fra starten. Jeg blev ansat allerede under jobsamtalen.

MA gav et vigtigt puf

En anden måde at blive klædt på på var for Peder en MA workshop om iværksætteri.

– Det var godt! En perlerække af guldkorn og masser af gode ideer. Jeg fik fire sider med hjem med fif og navnlig et overblik over, hvad det kræver. Det sparede mig en masse tid. Hvis jeg selv skulle have fundet frem til det, jeg fik ud af mødet, ville jeg nærmest stadig være i gang.

Peder Havemann fandt blandt ud af, at han ikke skal starte sin butik som enkeltmandsvirksomhed, så han hæfter personligt for det hele.

– Jeg lægger penge til side, så jeg har en startkapital på 50.000 kr. til at stifte et anpartsselskab. Når jeg går i banken, skal det vise dem, at jeg er seriøs omkring mit projekt.

Selvfølgelig har Peder lært en masse om nødvendig kundeservice, men først og fremmest får han afprøvet det hele i praksis i Meny: salgs- og handelsstrategier, lægge budget og føre regnskab, moms, import og have seks medarbejdere under sig. Mere læring er på vej: Butikken skal renoveres og bygges om og op fra bunden.

Hvor skal min butik skille sig ud?

Som alle ved, er konkurrencen benhård i detailbranchen. Og Peder bliver ikke den første i Danmark, der vil sælge varer fra Kina og Japan. Så det gælder om at finde sin niche og sit kundesegment.

– Jeg vil have fat i historien bag mine produkter. Jeg vil selv tage ud og håndplukke mit sortiment. Min butik skal ligeså meget være et kulturprojekt som en decideret butik. Jeg har en masse viden, som jeg kan videregive til kunderne, så de kan sætte varerne ind i en større kontekst. Derved bliver genstanden til mere end blot pynt. Den bliver grobund for samtaler og kan vække nysgerrigheden hos folk.

Først online

I første omgang starter Peder en netbutik, men tanken er, at den også skal blive til en fysisk.

– Jeg har sat mig selv under pres, og jeg laver det hele i min fritid ved siden af et fuldtidsarbejde på 39 timer. Mit mål er helt klart, at min webbutik er i luften inden 2018. Penge er ikke drivkraften hos mig. Det er en brændende passion for asiatisk kultur og design. Og et ønske om at videregive den kærlighed, jeg har til Asien, og forhåbentligt kombinere min altoverskyggende interesse med mit arbejdsliv.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00