Lasse B

Jeg nåede toppen denne sommer

19. august 2014

Nej, jeg har hverken  vundet i lotto eller fundet den højere mening med noget.

Af Line Toft Sørensen, stud.scient.soc., Roskilde Universitet

I stedet nåede jeg det højeste punkt på Mount Kinabalu. Intet mindre end det højeste punkt mellem Himalaya og New Guinea.

Uden problem kunne jeg give en lang og malerisk beskrivelse af,  hvad det som ganske uerfaren bjergbestiger vil sige at stile mod at nå 4.095 meters højde, men denne artikel skal ikke handle om, hvordan man bliver bjergbestiger, men i stedet om hvordan vejen gennem studielivet kan se ud.

Det kan måske lige umiddelbart være svært at se koblingen mellem en svedig oplevelse under Borneos brændende sol og min vej gennem studielivet. Sagen er den, at man på sådan en vandring har god tid til at tænke tanker – gerne de store af slagsen. Derfor kommer her historien om sorger og glæder i studielivet fortalt gennem en stilen mod toppen af et bjerg.

De første semestre

For at bestige et bjerg – er jeg kommet frem til – er faktisk lidt ligesom at gennemføre et studium. Det starter ud som en hård nyser de første semestre, hvor hvert eneste skridt, du tager, er op af bakke. Du har ingen anelse om, hvor langt der er igen, men optimismen og friske ben gør, at du ufortrødent forsætter videre opad.

På et tidspunkt havde jeg pludselig gennemført så mange semestre, at jeg kunne stoppe op og nyde udsigten over den tilbagelagte sti og samtidig føle mig en smule lille og ubetydelig i det store landskab kaldet akademikerland.

I samme åndedrag undrede jeg mig lidt over, hvordan jeg nogensinde var kommet på den vanvittige idé at kaste mig ud i en lang videregående uddannelse, men efter mange skridt opad hæves armene: Første etape er besejret, bacheloren er i hus og jeg pustede ud.

Kandidaten

Nå, men hverken historien om bjergbestigningen eller min vej mod en uddannelse slutter her, for nu kommer det næste seje træk – kandidaten. Hjernen har fået en kort hvilepause, og  selvom uvisheden om, at man stadig ingen idé har om, hvor langt der er igen, så fortsætter turen med fornyet energi.

Og selvom de sikre stier på første etape nu er skiftet ud med rå klippevæg, så er den af granit og sørger for at benene ikke forsvinder, og de fastspændte torve sikrer, at jeg holder balancen, nu hvor det kan mærkes, at toppen er inden for rækkevidde.

Det er lige her, jeg står nu, med et fast greb i et tov og rå granit under fødderne. Snart er jeg færdig  med en kandidat.

Jeg kan godt mærke, at luften er blevet tyndere, og chancen for frit fald kommet nærmere.

Samtidig er jeg også spændt på hvilken følelse, der venter på det højeste punkt i min uddannelse. Vil solen skinne når jeg når toppen, og vil den formå at brænde skyerne væk, så landskabet under mig åbner sig, ligesom solen gjorde det den morgen, da jeg nåede det højeste punkt på Mount Kinabalu?

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00