Her starter det: Mads nr. 2, Nis nr. 3, Mikkel nr. 5 i rødt og hvidt.

Kan du finde halvanden time i kalenderen?

28. februar 2017

I går eftermiddags takkede jeg nervøst ja, da min lillebror spurgte, om jeg ville med ud at spille fodbold med hans kammerater. Jeg kunne ikke lade være.

Af Mads Bak, stud.mag. i film- og medievidenskab, KU

Kampen er næsten slut. Det står 0-0.

Jeg har de kongeblå fodboldstøvler på fra Nike, som min far gav mig i fødselsdagsgave weekenden forinden.

Bolden bliver spillet ud til min gode ven Nis, som spiller på højrekanten. Han tager dansende et træk forbi sin modstander. Afleverer den til Mikkel, der med en følt inderside sender Nis i dyden forbi modstanderens forsvar. Nis løber ligeså hurtigt, som hans ben maksimalt kan flytte ham. Han når bolden netop inden, den ville ryge ud til målspark. Med et perfekt indlæg sender Nis bolden til bagerste stolpe.

Der står jeg. Spiller min første fodboldkamp nogensinde for Boldklubben Skjold med Fælledparken som ramme og min far som tilskuer. Indlægget svæver henover modspilleren, som har til opgave at dække mig op. Jeg behøver ikke at anstrenge mig for at ramme Nis’ millimeter præcise indlæg med panden. Bolden går i mål, og vi vinder kampen 1-0.

Jeg er seks år gammel. Og jeg oplever for første gang suset i kroppen, der fortæller, at mit hovedstødsmål har ramt mig med en lykkefølelse.

Efter Fælledparken

Siden den kamp er der ikke gået en uge, hvor jeg ikke har spillet fodbold mindst tre gange om ugen. Jeg fortsatte med at spille for Boldklubben Skjold med Nis og Mikkel i ti år, hvor vi sammen nåede at spille fodboldturneringer i Spanien, England og Holland og få venner for livet.

Efter de ti år skete der en ændring.

I en alder af 16 år fandt jeg ud af, at jeg ikke var blandt de bedste i min årgang, fordi min telefon ikke ringede, når Brøndby, FC Nordsjælland og Lyngby ihærdigt prøvede at lokke fodboldspillere født i 1992 til deres klub.

Det betød ikke, at jeg stoppede med at spille fodbold. For det handler om at have det sjovt, når man dyrker sine interesser. Så de danske fodboldklubbers manglende forståelse for mit talent var på ingen måde en stopklods for, at fodbolden skulle holde op med at være min helt store interesse.

Dog betød det, at jeg begyndte at tage gymnasiet mere seriøst. At jeg efterfølgende kom ind på en uddannelse. Og at jeg nu også har et job, som jeg er glad for.

Men ligegyldigt hvor fedt et job jeg nu engang har, så vil det aldrig være undergangen, hvis jeg bliver fyret. For det vil sandsynligvis altid være muligt at finde et nyt job, der kan give smør på brødet.

Den frygtede skade

Tilbage til lillebrors invitation til en omgang bold.

Efter to minutter måtte jeg som frygtet trække mig på grund af en menisk- og bruskskade i knæet, som jeg har døjet med halvandet år. Og det bekræftede genoptrænerens besked for en måned siden, som jeg tidligere i mit liv ellers kun har fået i mareridt om natten: “Du er fodboldinvalid, Mads.”

Det var undergangen, da min genoptræner fortalte mig, at jeg ikke kommer til at spille fodbold igen. At jeg for sidste gang har haft mine kongeblå fodboldstøvler på fra Nike. Svedende siddet og drukket en piskende kold Tuborg Classic i et faldefærdigt omklædningsrum med mine bedste venner efter en intens fodboldkamp. Fået et millimeter præcist indlæg af min ven Nis. Og scoret et afgørende hovedstødsmål på en sagesløs målmand.

Find tid til det!

Så for dælen da. Jeg ved godt, at dagens samfund presser os til at få en uddannelse og en karriere. Men vil du alligevel ikke godt love mig, at du også husker at pleje dine interesser, hvis du i modsætning til mig stadig har mulighed for det?

Om det er badminton, skak eller tennis. Livet er kort, og du skal nok klare den, selv om du hiver halvanden time ud af kalenderen to gange om ugen.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00