Ledige akademikere skal også have ret til efteruddannelse

Når du er i arbejde, kan du efteruddanne dig. Når du er ledig, kan du ikke. Det lyder absurd, ikke? Det er ikke desto mindre situationen for MA’s medlemmer.

Når man er ledig og modtager dagpenge, må man ikke tage efteruddannelse, der er SU-berettiget. Heller ikke, hvis det blot er et kursus, der er en del af en SU-berettiget uddannelse, som altså slet ikke i sig selv er SU-berettiget. Det gør heller ingen forskel, hvis efteruddannelsen ligger udenfor normal arbejdstid, hvor man som bekendt skal stå til rådighed. Bare nej.

Man skulle ellers synes, at netop en ledig på jobjagt har størst behov for at dygtiggøre sig, enten for at blive bedre til sit fag eller muliggøre et sporskifte. Modsat har én i arbejde mindre fleksibilitet og færre timer i døgnet til efteruddannelse.

Et godt – eller skulle vi sige dårligt – eksempel er gymnasielærerne. For at blive gymnasielærer skal man have undervisningskompetence i mindst ét gymnasiefag, og udbud og efterspørgsel varierer. Det er eksempelvis relativt let at få arbejde som matematiklærer og noget sværere med historie. Er man etfagskandidat i historie, kan det derfor være en god idé at læse matematik. Men det kan man kun gøre, hvis man allerede hár fundet arbejde som historielærer, og i øvrigt kan finde tiden og pengene til at studere ved siden af arbejdet. Nogle gange hjælper ledelsen med tid og penge, andre gange ikke.

Det er særligt udfordrende for vikaransatte, der kun er ansat for ét skoleår ad gangen, eftersom et ekstra fag udgør 90-120 ECTS-points eller 1,5-2 årsværk og i øvrigt koster mange tusind kroner i gebyr og materialer. Hvis man er ny kandidat og drømmer om at blive gymnasielærer, eller måske har mistet sit arbejde som gymnasielærer under de mange nedskæringer i sektoren i de seneste år, er der helt lukket for at forbedre sine jobmuligheder ved at læse et ekstra fag.

Og det bliver værre endnu, for i 2030 træder den næste gymnasiereform i kraft. Adgangskravet bliver hævet, så der kommer færre gymnasieelever, og epx-uddannelsen kommer sandsynligvis ikke til at levere mange arbejdstimer til gymnasielærere – og tilmed kun i ganske få fag. For en hel del nuværende gymnasielæreres vedkommende er det et forudsigeligt slag mod deres ansættelse, som ville kunne afbødes ved at læse et ekstra fag. I den situation, der rettelig er skabt af et flertal på Christiansborg, er det eneste anstændige at tilbyde gymnasielærerne at læse relevante ekstrafag på statens regning, og det uanset om de er i arbejde eller ej.

Er man ledig, eller har særlig risiko for at blive det, burde efteruddannelse være et helt naturligt fokus. Men lovgivning på dagpenge- og beskæftigelsesområdet spænder i den grad ben her. Akademikeres mulighed for efteruddannelse bevilget af kommunerne (stadig kaldet jobcentre nogle steder) er reguleret og stærkt begrænset af såkaldte positivlister, som tager udgangspunkt i et regionalt arbejdsmarkeds aktuelt vurderede kompetencebehov. MA melder selvsagt altid forslag ind til disse lister, men det er sjældent, at vores medlemmer matcher positivlisterne. 

Den anden stærkt begrænsede mulighed, hvis man har brug for noget efteruddannelse, er, at man kan få godkendt deltagelse i et kursus, der som tidligere nævnt ikke må (selv i teorien) kunne gøre det ud for en del af en ny SU-berettiget grunduddannelse. Og den skal udgøre maks. 20 timer ugentligt – og ikke stå i vejen for hverken jobsøgning, aktiveringspligt eller lovpligtige møder med kommuner og a-kasser. Hertil kommer, at man selv skal betale – vel at mærke på en dagpengeindkomst. Blandt MA’s medlemmer kan det være sådan noget som meritlærer og master- og diplomfag.

Når en ny regering en skønne dag går i gang med at forenkle dagpengereglerne, opfordrer vi i MA til at kigge særligt intenst på dette absurde hjørne og sikre, at selv højtuddannede kan tage efteruddannelse, som fører os tættere på et godt arbejde.

Helene Caprani, forkvinde i MA