Lasse B

Lidt mere lækker kan man altid blive

21. september 2015

Prøv en MAke-over lød tilbuddet til medlemsfesten i København den 28. august, hvor medlemmer blev stylet og fik taget et professionelt billede af sig selv. Det blev noget af et tilløbsstykke. “Janteloven siger, vi ikke må gøre noget ud af os selv. Jeg siger: Hold nu op med at være så selvhøjtidelige”, lød det fra en af deltagerne.

Af Nana Toft, freelancejournalist. Foto: Stefan Kai Nielsen

– Har I en mand eller en kone? Skal I på date? Til jobsamtale?

Jesper Bergstrøm, ekspert i kropssprog, er trådt op på et podium. Han skuer ud over forsamlingen, der tæller små hundrede mennesker. Hans hår er sat. Skoene er pudset, bukserne sidder som de skal, ærmerne smøget en anelse op.

– Er det vigtigt at give et troværdigt indtryk af sig selv?, spørger han forsamlingen. Enkelte smiler og nikker.

– Vi opfatter mere hvad folk gør, end hvad de siger, fortsætter Jesper Bergstrøm og banker med sin finger på en flipover bag sig, hvor der med sprittus og store bogstaver står: “Hvilket førstegangsindtryk giver du?”

Makeupstylisterne havde taget deres store beautybox med og linet op med en række udvalgte stykker tøj, som folk kunne prøve, ligesom der kunne blive givet tips og tricks til en bestemt udstråling.

Et fotostudie var sat op i dagens anledning, hvor alle, efter de var blevet forkælet hos stylisten, kunne få taget et professionelt billede til sit cv og sin LinkedIn-profil.

– Mange højtuddannede akademikere glemmer, at fremtoning og kropssprog også er meget vigtigt til jobsamtalen, lyder det fra MA’s karriererådgiver Pia Knudsen.

 – Vi fokuserer mest på vores faglighed. Men faktum er, at du ikke kan sælge dig på dit kompetente akademiske hoved alene, forklarer hun. 

Powerposition øger selvtilliden

Køen er lang til fotostudiet, hvor fotograf Kim Vadskær småkommanderer folk til at sænke hagen, smile en smule mere eller stille sig en anelse mere i profil.

– Lidt mere charme, måske, griner han til en yngre fyr i tyverne, der ser lidt beklemt ud, alt imens det ene blitz efter det andet regner ned over ham.

– Prøv at skyde brystet en anelse frem, siger Kim Vadskær. Den unge fyr forsøger at forstå, hvad fotografen mener. Ved siden af står Anja Toft Hansen, der ikke var i tvivl om, at hun ville melde sig til arrangementet, da hun så det annonceret.

– Fremtoning betyder en hel del. Jeg ville ønske, det ikke gjorde, for det burde jo være de faglige kompetencer, der var i centrum. Men nu prøver jeg det her. Så har jeg gjort et eller andet for at forbedre mine chancer ik’?, siger hun, før hun stiller sig ind foran kameraet og begynder at smile. 

– Er selvtillid vigtigt for jer?, lyder det fra Jesper Bergstrøm på podiet. – Vidste I, at man rent faktisk kan øge sin selvtillid. Og vidste I, at vi performer langt bedre, hvis vores selvtillid er boostet?

Jesper Bergstrøm kigger til højre, kigger til venstre som afventede han et reelt svar.

– Nu laver vi en øvelse, siger han og retter sine fødder ind, så de står lige. Armene ryger helt ud, så kroppen står i en t-form.

– Det her bliver kaldt en ‘powerposition’. Det er videnskabeligt bevist, at I udskiller testosteron, hvis I vælger at stå i den her position i minimum to minutter. Den giver jer større mental styrke. En styrke, I kan bruge til at booste jer selv i minutterne før en krævende situation. Som fx en jobsamtale.

MAkeover_481

Humaniora er jantelov

Annesofie Stisen, der er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og har været ledig i et stykke tid, står foran podiet og rækker sine arme ud, holder dem i to minutter og lader dem falde.

– Jeg kan godt lide arrangementet, siger hun. – Det virker fornuftigt, det han siger, og så gør det jo ikke noget, at han er pæn at kigge på, siger Annesofie og peger op mod Jesper Bergstrøm.

– Nej, alvorlig talt. Det er væsentligt at vide mere om, hvilke signaler man udsender. Hun har shinet sig op, forklarer hun og peger på sin perlekæde. Det ville være et højst usædvanligt syn, hvis hun gik rundt med en perlekæde i det miljø, hun kommer fra, forklarer hun.

– Humaniora er præget af folk, der ikke går op i sig selv. Jeg kender i hvert fald mest det her forskeragtige miljø, hvor folk er dybt forelskede i deres sweater. Jeg er træt af at skulle ligge under for bestemte normer. Der er for meget jantelov på humaniora. Jeg har lyst til at tage mig selv mere alvorligt, siger Annesofie Stisen.

Hun fortæller, at det tilmed er en god timing, at hun i dag både har fået lagt en makeup og taget et nyt billede til sin LinkedIn-profil. For på mandag skal hun til jobsamtale.

– Det kan være, jeg ligefrem skal lave powerpositionen et par minutter før, jeg skal ind. Annesofie Stisen griner højlydt.

– Så du synes ikke, den er lidt fjollet, den her powerposition?, spørger jeg.

Annesofie Stisen bryder ud i en højlydt vrængen: – Ah! Hold nu op. Vi er så uhyggeligt selvhøjtidelige hele tiden. Stop det. Kast jer ud i det, har jeg lyst til at sige.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00