Prorektor på KU, Lykke Friis. Foto KU

Lykke Friis: Udveksling giver en ekstra fjer i hatten

07. december 2016

Hvorfor er det en god idé, at du som studerende vælger at bruge et halvt til et helt år på et udlandsophold? Lykke Friis er stor fortaler for udveksling.

Af Mads Bak, stud.mag. i film- og medievidenskab, KU

Har du selv været på udveksling?

Jeg tog en grad fra London School of Economics året før, jeg blev cand.scient.pol. på Københavns Universitet.

Det var som at få serveret en roterende globus på et sølvfad. Jeg fik studiekammerater fra hele verden og kunne altid dumpe ind til en gæsteforelæsning med de ypperste politiske tænkere, der tit kom på visit i London.

Hvorfor synes du, at man skal tage på udveksling?

Frem for alt føler jeg et stærkt slægtskab med 1989-generationen og dens bestræbelser på at bryde mure ned – også de mentale mure i hovedet mellem folkeslag.

Men det vækker altså også arbejdsgivernes iver, hvis man føler sig hjemme på enhver kulturel udebane. Særligt når man kommer fra en lille økonomi som den danske.

Hvilke overvejelser er vigtige, når man skal afgøre, hvor man skal tage på udveksling?

Faglighed med stort F kommer du ikke udenom.

Men husk, at sprog og kulturforståelse kan være en fod i døren til et spændende job.

Engelsk er vigtigt, men det giver kun ét verdensbillede. Glem ikke tysk, polsk, arabisk eller tyrkisk. Nogle af dem er i dag små fag, men de har et stort erhvervspotentiale. 

Vil du anbefale alle at tage på udveksling, eller er der uddannelser, hvor det er mindre relevant?

Kald mig bare internationaliseringsfundamentalist.

Jeg synes altid, man bliver klogere – også som borger i Danmark – af at se verden fra en anden bredde eller længdegrad.

Ofte kan natur- og sundhedsvidenskabelige studerende få en ekstra fjer i cv’et, hvis de også mestrer et sprog.

Styrker det en på arbejdsmarkedet sammenlignet med at blive hjemme i Danmark og opbygge et netværk?

Jeg tror både-og.

Studiejobbet er ofte en adgangsbillet til det første job. Men et udlandsophold behøver ikke at tage mere end et halvt eller et helt år.

Til gengæld giver udsynet resultater hele livet, og det drejer sig ikke kun om arbejdslivet. Tag ERASMUS-programmet, som siden 1987 har fået tre millioner studerende rundt i Europa.

Mere end en fjerdedel mødte deres livsledsager under opholdet, og sammen har de skabt en million babyer!

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00