MA lancerer mentorordning
12. maj 2025
De første 11 mentorer har meldt sig og står nu klar til at give deres ledige med-medlemmer en hjælpende hånd.
Hvis du er ledig og medlem af MA, kan du nu række ud til en mentor (som også er medlem af MA) og få gode råd til at komme tættere på et job. Mentorerne stiller sig til rådighed helt frivilligt og uden vederlag.
Mentorerne afgør selv, hvad der er muligt i forhold til antal møder (som jo også kan være online), samarbejdets længde og form osv.osv. De hjælper så godt, som deres kalender og ressourcer tillader det.
Vil du være mentee? Se mentorerne her!
Send en mail til den mentor, du gerne vil samarbejde med. Sammen finder I ud af, om det er værd at gå videre. Og hvordan og hvor meget – der er ingen fast skabelon.
Held og lykke med samarbejdet.
Vil du være mentor?
Vi har plads til flere! Hvis du vil med på mentorholdet, så skriv venligst til os HER, og oplys lidt om dig selv: Din nuværende arbejdsgiver og øvrige erhvervserfaringer, dine jobfunktioner, typiske arbejdsopgaver, din uddannelse – og din kontakt-mailadresse og hvor i landet du bor. Når du stiller dig til rådighed, vil vi kort præsentere dig her på hjemmesiden, herunder dine kontaktinformationer. Det er så op til vores ledige medlemmer at kontakte dig.
Du kan til hver en tid få slettet dit mentortilbud – du skriver bare til os HER. Det kan også være, du er optaget af en mentee (eller flere) og gerne vil undgå flere henvendelser lige nu; så skriver du bare HER.
På forhånd tak for at hjælpe et andet medlem.