Lasse B

Man kan ikke løbe fra sit ansvar

23. april 2015

Jeg har lige deltaget i Palestine Marathon “Right to Movement” og rejste bagefter rundt sammen med Mellemfolkeligt Samvirke under temaet “Bag om mediebilledet på Israel/Palæstina-konflikten”. Det satte tanker i gang!

Af stud.scient.soc. Line Toft Sørensen

Jeg er akademiker, næsten færdigudklækket og skolet til altid at tage de objektive briller på og så vidt mulig aldrig sætte begge ben i samme lejr.

På en evig jagt efter at se verden så objektivt som muligt.

Det kan være svært at være idealist. Selvom en gammel 68’er ville påstå, at det er min generations pligt at være idealister, ja så gør seks år på universitetet alligevel noget. Efter at have lært at verden styres af dem med penge, og dem uden ikke får en del af kagen lige foreløbig, ja så blomstrer idealismen ikke ligefrem.

Der skal to til en slåskamp

Og den blev da ikke just gødet, da jeg i påsken for første gang mødte det lille område midt i Mellemøsten, som i korrekt tale bliver kaldt Israel og det palæstinensiske territorium.

Jeg kender godt området og den konflikt, der har ødelagt det siden 1948, både fra medierne og fra den akademiske viden, jeg gennem mit studium har tilegnet mig. Jeg har altid forholdt mig kritisk og objektivt til den: der skal to til en slåskamp.

Problemet er, fandt jeg ud af, at der i denne over 60 år gamle slåskamp er en storebror, der systematisk banker sin lillebror, så han langsomt bliver så medtaget, at han flygter fra området.

Det er en uretfærdighed, som jeg selvom jeg har set det med egne øjne har svært ved at sætte ord på. Jeg er et sted midt imellem tom for ord og fyldt med ord. Jeg har så mange meninger om den konflikt, og samtidig har jeg ingen.

Vi har et ansvar!

Og så alligevel var der et lille frø, der plantede sig i min bevidsthed.  Jeg sidder i hvert fald tilbage med følelsen af, at jeg har et ansvar. For jeg mener, at vi som privillegerede borgere i et på mange måder velfungerende samfund har et ansvar for at videreformidle den viden, vi tilegner os, når vi rejser ud i verden. Med det mener jeg, at med viden kommer ansvar.

Vi har et ansvar for ikke kun at fortælle hinanden om maden, stranden og ”must see” seværdigheder, men også de kampe og uretfærdigheder, der overgår de mennesker, vi møder. Derfor er jeg i gang med at etablere ord og fortællinger om mine oplevelser og de mennesker, jeg har mødt. Det er mit ansvar, at jeg har ord og meninger om, hvad jeg har set.

Uvidenhed er det værste

Jeg kan godt forstå, det umiddelbart lyder, som om der alligevel gemmer sig en lille idealist inde under al kynismen, og det gør der måske i virkeligheden også. Det er dog ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg har løsningen på verdens elendighed, men jeg mener, at roden til meget ondt kan findes i uvidenhed.

Før jeg rejste til Israel og Palæstina vidste jeg for eksempel ikke, at muren rundt om Vestbredden holder tusindvis af mennesker som fanger. Eller at der findes byer på Vestbredden, hvor veje er delt med høje hegn og pigtråd med en side til palæstinensere og en til jøder, og hvor hovedveje er afspærret for palæstinensere. Jeg har set, at apartheid og systematisk undertrykkelse finder sted.

Det er mit ansvar, at det i hvert fald ikke fortsat står på, fordi ingen kender til det. Jeg kan godt løbe en marathon for fred, men jeg kan ikke løbe fra mit ansvar.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00