MA’s forkvinde: Sprog er en hård kompetence

En stor del af MA’s medlemmer har stærke sprogkompetencer og arbejder i vigtige funktioner som undervisere, forskere, oversættere, tolke, projektledere og konsulenter. Både offentlige og private arbejdsgivere efterspørger sprogkompetencer, primært i engelsk, men også i tysk, fransk, nordiske sprog og en række andre fremmedsprog.

Sprogkompetencer er uundværlige, både for at kunne kommunikere med vores handelspartnere og for at kunne agere i en verden, der bliver stadigt mere kompleks og usikker. Vi kan ikke klare os med engelsk – tre fjerdedele af jordens befolkning taler ikke engelsk – og hverken Google Translate eller ChatGPT kan erstatte et menneske med en solid sproguddannelse.

Men mens arbejdsmarkedet efterspørger dygtige sprogfolk, bliver sproguddannelser lukket og dimensioneret, og søgningen er stærkt faldende. Om få års tid vil vi mangle sprogundervisere til både folkeskolen, læreruddannelsen og gymnasierne. Det er – som titlen på en roman af Gabriel García Márquez – historien om et bebudet mord, for sprogfolk har råbt op om krisen i årevis, uden at de ansvarlige politikere har rørt synderligt på sig.

Der mangler simpelthen forståelse og respekt for den faglighed, som man tilegner sig i en sproguddannelse.

Sprog kræver kendskab

Vi hører ofte om efterspørgslen på såkaldte dobbeltkompetencer, hvor den ene er fremmedsprog. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund udtrykte det således i juli i år: ’Kombinationen af en stærk faglighed og praktiske sprogfærdigheder er attraktiv for mange virksomheder – uanset om det er ingeniøren, der kan tale tysk, eller juristen, der kan begå sig på fransk’ . Citatet er desværre også betegnende for en træls tendens i debatten: At sprogkompetencer reduceres dels til praktisk sprogfærdighed, dels til sekundær faglighed.

Hvad kræver det at kunne ’begå sig’ på et sprog? Ikke blot et stort ordforråd og grammatikkundskaber, men også kendskab til kultur og samfundsforhold i det pågældende sprogområde – der kan være ganske forskelligt, alt efter hvor man befinder sig i verden, og hvem man kommunikerer med. Det gælder ikke mindst de sprog, der breder sig over flere kontinenter, som engelsk, spansk, fransk og portugisisk. En universitetsuddannelse i sprog sikrer dén særlige kompetence.

’Kan du tysk?’

Men hvorfor er det egentlig problematisk at bruge et udtryk som ’at kunne tysk’? Først kan man jo overveje, om man ville vende det om: ’cand.mag.’en i tysk, der kan matematik’, ’cand.ling.merc’en i fransk, der kan begå sig i jura’ – det har jeg endnu ikke set i en jobannonce. Og formuleringen afspejler ikke blot, at sprogene ses som sekundære, men også manglende forståelse for sprogkompetencernes målbarhed: De er mere noget, som man kan mærke nede i maven – en blød kompetence.

Den misforståelse kan vi heldigvis let udrydde. Jeg vil opfordre til, at man – også i jobannoncer – anvender den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog, CEFR, til at klassificere sprogkompetencer. For der ér jo forskel på, om jeg kan ’føre enkle samtaler, hvis min samtalepartner er indstillet på at gentage eller at omformulere sine sætninger og tale langsommere’ (niveau A1) eller ’uden anstrengelse tage del i hvilken som helst samtale og diskussion og vælge det passende ordforråd og udtryk’ (niveau C2). Det burde være tydeligt for enhver, der søger en medarbejder med sprogkompetencer: Hvem af de to vil du helst sende ned til den nye samarbejdspartner i Berlin?

Regeringen vil afsætte 68 millioner til at styrke tysk- og franskstudierne, og det er godt, men langtfra nok. Nedskæringerne af de øvrige sproguddannelser må også rulles tilbage, og det skal være muligt at tage en tillægsuddannelse i sprog, selvom man allerede har en kandidatgrad. Samtidig må både politikere og arbejdsgivere arbejde aktivt for, at sprogene – på lige fod med de øvrige akademiske områder – bliver anerkendt som det, de er: En hård kompetence.

Helene Caprani, forkvinde i MA