Lasse B

Når du dumper ned i Danmark uden netværk

16. juni 2014

Sig ”Brasilien” – og hvad tænker du så? Fodbold selvfølgelig eller måske samba eller Copacabana. Spørg så en brasilianer, hvad han/hun siger på stikordet ”Danmark”? Når man hedder Juan til fornavn og Jensen til efternavn, har man et godt udgangspunkt for at blive interkulturel forretningsbrobygger.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Ja, hvordan skal Danmark markedsføre sig selv i Brasilien? Det kunne en del danske virksomheder sikkert godt tænke sig at vide, når nu et fodbold-VM kunne være et godt afsæt.

Cand.merc. Juan R. Jensen skrev speciale om det – vel at mærke ved at tilbringe et år i Brasilien. Han taler nemlig også portugisisk, selv om han er født og opvokset i Guatemala og senere Mexico, men måtte flygte på grund af militærets massakrer. Via USA og Tyskland havnede han i Danmark på grund af kærligheden til en dansker.

Hans folkeskolelæreruddannelse kunne ikke godkendes, så det var forfra med at tage en dansk studentereksamen på et år for at kunne komme ind på CBS og læse interkulturel marketing.

De danske rødder er nu på plads, men ellers har Juan måtte bruge meget af sin tid på at opbygge det netværk i Danmark, som andre har haft langt mere tid til og som tit kan åbne de rigtige døre. Det kan han se på sine tidligere medstuderende på CBS.

At netværke er derfor blevet hans nødvendige jobstrategi.

Juan kører to spor i øjeblikket. MA fik ham til at tænke i selvstændighedsbaner, så Dan-Lat Consulting hjælper nu især små og mellemstore virksomheder med rådgivning om de latinamerikanske vækstmarkeder. De har ofte svært ved at se potentialet i fx Brasilien, Mexico eller Colombia.

Det andet spor hedder Medicologic A/S, en dansk virksomhed, der specialiserer sig i produktudvikling, kvalitetssikring og innovation inden for medicinaludstyr. Her har Juan først gennem virksomhedspraktik og siden løntilskud været ansvarlig for udviklingen af Danmarks første diabetestaske til unge med type 1-diabetes. Den skal i første omgang lanceres i Danmark, men ellers er planerne, at den skal videre ud på det europæiske marked. Og forhåbentlig kan det udløse en fastansættelse oveni.

– Mit drømmejob er netop at være den kulturelle forretningsbrobygger med min mangeartede baggrund og min sproglige kunnen, udtaler Juan.

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00