Lasse B

Slå ikke dig selv i hovedet med, at du har været ledig

16. august 2012

På candportalen.dk kunne man i foråret tage en virtuel jobsamtale med Gitte Seeberg. Klarede man den godt, deltog man i konkurrencen om en personlig coachsamtale med den tidligere politiker og nu generalsekretær i WWF. Cand.scient. i kommunikation og medicinalbiologi Helene Steffensen vandt, og MA-Nyt fik lov til at overvære samtalen. 

 Af Nana Toft, journalist. Foto: Stefan Kai Nielsen

”Den største ahaoplevelse, jeg tager med hjem, er klart, at jeg ikke skal slå mig selv oven i hovedet med, at jeg har været ledig. Don’t let it get you down, sagde Gitte. Det råd tager jeg med hjem”.

Ordene er cand.scient. Helene Steffensens. Hun er lige trådt ud fra sin coachsamtale med Gitte Seeberg. Hun får mange ansøgere til opslåede stillinger, og WWF får i snit tre til fire uopfordrede ansøgninger om ugen. Hun har derfor ganske meget erfaring med, hvad der virker – og ikke virker – når man er på jobjagt.

Helene Steffensen har været ledig i et år, siden hun blev færdig som cand.scient. fra Roskilde Universitet i 2011, og det plager hende, at hun ikke har fået et fast job endnu. Hun får at vide, at hun er god til at skrive ansøgninger, hun kommer til samtale, men hver gang får hun samme besked: Du har ikke erfaring nok.

Men det er egentlig ikke det, der har plaget Helene mest. Hun kan mærke, at det seriøst begynder at gå ud over hendes selvtillid at blive ved og ved – uden at det giver resultater. Og det bekymrer hende, at hun hele tiden har et større og større hul i sit cv. Et hul, hvor hun har været ”ledig”.

Fem kvarter hos Gitte Seeberg har dog givet hende lidt mere kampgejst. For det er gået op for Helene, at det ikke er katastrofalt, at man har haft en periode i sit liv, hvor man har været ledig. Det handler om, hvordan man har brugt sin tid.

”Og det er ikke at flyde på sofaen og glo Paradise Hotel, som Gitte formulerer det”, siger Helene.

”Det vidste jeg selvfølgelig godt. Men hvad jeg ikke vidste var, at Gitte Seeberg i hvert fald ikke, når hun ansætter, lader det være afgørende. Det behøver ikke være så negativt, og jeg skal i hvert fald ikke lade det køre på min selvtillid”, fortæller Helene.

Du er ikke alene

En time tidligere udspillede der sig denne dialog under coachsamtalen:

Helene: ”Det er jo bare fordi, der bliver sat lighedstegn mellem ledig og subsistensløs. Det er i hvert fald den følelse, man ender op med til sidst.”

Gitte: ”Det trækker ikke ned i min bog, at du har gået ledig. Det vigtigste er, hvad du har brugt tiden til. Men pas på med din egen opfattelse af dig selv. Bring den ikke med ind til jobsamtalen. Fortæl, hvordan du har udnyttet den tid.”

Helene: ”Men så er der jo det med erfaringen. Som nyuddannet har man jo næsten ikke noget.”

Gitte: ”Selvfølgelig er det nemmere at få job, når du har et par års erfaring. Men lad være med at undskylde. Når de hiver dig til samtale, ved de jo godt, at du er nyuddannet og i øvrigt ikke så gammel. Det er der altså ikke noget galt i.”

Helene Steffensen fremhæver desuden pointen med, at hun langt fra er alene.

”Gitte nævnte, at der intet odiøst var i, at jeg var havnet her. At arbejdsmarkedet er presset, og at der var mange andre, der var i samme situation som mig”, fortæller Helene.

”En anden ahaoplevelse var nok det her med, at jeg ikke behøver at skjule noget eller ”være bange for, at de opdager jeg er nyuddannet-agtigt”. Det er jeg jo. Det er noget med at stå ved sig selv og bruge de redskaber, der så er i den situation. Og det handler især om at komme med bud på, hvordan jeg vil løse opgaver – selv om jeg måske ikke har flere års erfaring med at gøre det”, forklarer Helene.

Der er intet at skamme sig over

Gitte Seeberg selv var heldig, da hun i sin tid fik sit første job.

”Det var i 1986. Jobsituationen var om mulig endnu værre, end den er nu. Jeg startede som advokatfuldmægtig. Tre år på Stevns.”

”Jeg kan huske, hvordan det var at være ledig. Måske er det derfor, jeg er påvirket af de mange uopfordrede ansøgninger, jeg får hver eneste uge. Det er et hårdt arbejdsmarked lige nu”, konstaterer Gitte Seeberg, der lige får gentaget det væsentligste råd igen:

”Man skal ikke skamme sig. For der er intet at skamme sig over.”

>> Kvinder har tendens til at underspille deres kompetencer

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00