Lasse B

Som at være i to lande samtidig

19. september 2013

Peter Ellermann blev landskendt, da han blev case i DR’s magasin Penge. Emnet var seks ugers selvvalgt uddannelse: Giver det de ledige det afgørende kompetenceløft, eller er det spildte offentlige kroner? Beskæftigelsesministeren er lydhør over for ændringer, efter at landets seks største kommuner gerne ser kurserne afskaffet.

Af Hans Jørgen Wulff, kommunikationskonsulent i MA

Det var ikke Peter Ellermanns kursus i projektledelse, der direkte gav ham jobbet. Men kurset var netop det supplement til hans generelle akademiske kompetencer, som mange nyledige efterspørger og som mange gerne vil kunne sætte på sit cv. Peter er cand.mag. i musik og journalistisk formidling.

– Min uopfordrede ansøgning til Aarhus Musikskole kom på det rette tidspunkt, så en praktikperiode blev til en løntilskudsstilling i netop det job, jeg kunne tænke mig. Nu har jeg frem til januar 2014, hvor jeg stadig skal søge andre job og leve med bevidstheden om ”at være på vej væk”. Det er som at være i to lande samtidig.


Peter Ellermann i aktion på Aarhus Musikskole. Foto: DR

Det seks ugers selvvalgte kursus var for Peter et Prince2-forløb på Erhvervsakademi Aarhus afsluttende med eksamen. Et kursus, han var meget tilfreds med, efter at have fået øjnene op for det på et infomøde i MA.

– Vi var en herlig blandet gruppe af nyledige og folk med erfaring fra arbejdsmarkedet. En sælger i trælast, en etnolog, en arkæolog, en programmør og så mig. Det blev en god og lærerig periode, som også gav et godt netværk.

Angreb på seks ugers selvvalg

Landets seks største kommuner mener, at seks ugers selvvalgt kursus skal erstattes af målrettede tilbud til den enkelte ledige og jobtræning til arbejdsmarkedets behov. Nyuddannede akademikere kan fx have mere brug for praktisk erfaring og jobtræning i stedet for yderligere uddannelse, siger de.

Som i DR’s program Penge sættes der spørgsmålstegn ved (job)effekten af den selvvalgte uddannelse, som i 2012 kostede knap en ½ mio.kr. på kommunernes og statens budget.

“Helt overordnet er vores mål, at de borgere, der har behov for kompetenceløft for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, får adgang til det. Vi skal diskutere, om seks ugers selvvalgt uddannelse kan bruges på en anden og bedre måde end i dag. Jeg lytter til alle gode ideer, og så kommer de ind på bordet og bliver forhandlet samlet,” lyder det fra Mette Frederiksen.

Løntilskud på godt og ondt

Peter Ellermann bruger tiden i sin nuværende løntilskudsstilling til selv at opsøge de spændende arbejdsopgaver, så han får erhvervet sig nye kompetencer. Han oplever det som en polariseret virkelighed mellem at skulle stå til rådighed og så udvikle sine egne kompetencer – og få bevis for det.

– Specielt offentlige kulturinstitutioner er svingdøre, så jeg mener, at chancen er lille for at blive uundværlig i et løntilskudsjob. Men man skal hele tiden holde sig til ilden og fokusere på, hvilke kompetencer man gerne vil have. Ikke i snæver betydning ud fra jobbet, men langt bredere.

Peter har derfor mange projekter på tegnebrættet. Han spiller guitar og har ved blot at sætte plakater op i byen skaffet sig en stilling som aftenskolelærer ved siden af. Og så har han sin egen blog, musikvidenskab i dag.

– Man er nødt til at se positivt på det for at bevare gejsten, er mit bedste råd. Nogen gange virker det, andre gange ikke – især når man har fået nok et afslag. Det vigtigste er at være åben for alle muligheder.


Læs tidligere artikel Seks ugers selvvalgt kursus var adgangen til jobsamtalen
Læs Hvad er MA’s holdning til seks ugers selvvalgt kursus?

Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00