Magi i køkkenet med Anna Bartels: Food prep salat

Det er altid rart med en madpakkeopskrift i ærmet til at tage med på studie, på farten eller andre steder, hvor en madpakke er rar at have med. I dag vil jeg gerne introducere dig til en salat, der bygges op i lag. Den kan forberedes i forvejen og til flere dage ad gangen, og det giver sådan en god følelse at have preppet en sund frokost til at tage med på travle dage.

 

Den perfekte food prep salat

Jeg er ret vild med trenden om at bygge en salat op i lag. Man laver nemlig dressingen nederst og kommer alle andre ingredienser ovenpå, og så rører man det sammen, når den skal spises. På den måde bliver den ikke lige så slatten, som den ellers kunne være. Jeg er derudover også fan af food prep. Altså mad der kan forberedes til flere dage ad gangen, så du ikke hver morgen skal forberede dagens frokost, og så der er til flere portioner i en omgang.

 

Salat til madpakken der kan forberedes i forvejen

Det her er sådan en salat, der er perfekt til madpakken eller på farten. Tag den med i skole i din rygsæk eller med i en picnickurv ud i det blå på solskinsdage. Fordi salaten lægges i lag med dressingen nederst, bliver den ikke lige så hurtig kedelig, som var det hele rørt sammen. Du kan sagtens spise den med det samme, men den er også fin efter to dage. Har du ikke en gennemsigtig beholder, kan du også vælge en hvilken som helst anden lidt høj, smal beholder, hvor det er muligt at komme dressingen nederst og bygge resten op i lag.

 

Det kan du også komme i din salat

Der er mange muligheder, når det kommer til indholdet i den her food prep salat. Jeg valgte, hvad jeg havde i skabet, og derudover hvad der var på tilbud i supermarkedet. I stedet for quinoa kan du vælge perlespelt, fuldkornsris, pasta eller lignende. I stedet for kål kan du bruge andre slags kål eller salat.

Jeg vil anbefale altid at have en slags frugt med, der giver sødme og syre som fx æblet. Kikærter kan være alle slags bønner fra dåse, og dressingen kan du lave efter den opskrift, du bedst kan lide. Det kunne også være pesto eller bare en simpel honning-eddike-olivenoliedressing.

Hvem er Anna?

Jeg elsker at lave mad, og mit hoved er altid fyldt med ideer. Jeg laver opskrifter, som ikke kræver oceaner af tid i køkkenet eller vilde skills og dyre køkkenmaskiner. Noget alle kan være med på med ingredienser, der kan købes i almindelige supermarkeder. Simpel mad og god smag er vigtigt.

Jeg er 26 år og bor i København. Jeg er uddannet i kommunikation og kører mit lille madunivers ved siden af mit arbejde som kommunikatør.

Opskrift

Pr. portion

Ingredienser:

  • 1/2 tsk sennep
  • ½ tsk honning
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 spsk citronsaft
  • Salt og peber
  • 1 stor håndfuld fintsnittet kål
  • 2-3 spsk kikærter fra dåse
  • 2-3 spsk kogt quinoa
  • ½ æble
  • 2 spsk smuldret feta

Så nemt er det:

  1. Forbered din food prep salat ved at tage to høje, smalle glas eller lignende beholdere med låg frem.
  2. Lav dressingen i bunden ved at røre sennep, honning, olie, citronsaft, salt og peber sammen. Smag til.
  3. Top med fintsnittet kål, så quinoa og så kikærter.
  4. Snit æblet fint og kom det i glasset sammen med smuldret feta.
  5. Læg låg på og opbevar på køl. Rør salaten sammen inden spisning.
Lyt til en podcast for dig, der snart er færdiguddannet

Husk at anmelde os