Magi i køkkenet med Anna Bartels: Spaghetti bolognese

I dag skal det handle om en god omgang bolognese. Ikke den der hurtige omgang vi fik som børn, hvor der skulle kødsovs på bordet med det vuns. En bolognese lavet med kærlighed og med ekstra grøntsager, så vi får kødet til at række længere. Det er virkelig en god søndagsaktivitet, og her kan bolognesen nemt stå og simre nogle timer, og så har du mad til flere dage. Og ja, jeg sagde flere timer. Når du først har prøvet det, går du aldrig tilbage. Tro mig.

 

Opskrift på bolognese med ekstra grøntsager

Der er ikke noget som en god spaghetti bolognese, og i dag skal du have min opskrift. Med ekstra grøntsager og inklusiv det ultimative tip til den bedste bolognese. Mit bedste og nemmeste tip til en god bolognese er faktisk at simre den i flere timer. Det kan lyde uoverskueligt, men det er virkelig det hele værd. Det giver en super mør, mere intens og sammenhængende bolognese, og det er ikke arbejdstiden, der bliver længere. Du skal bare være hjemme, så den kan stå og simre. Men du kan i princippet lave alt muligt andet imens. Jeg lover dig, at du kommer til at opleve bolognese på en helt ny måde. Og du går formentligt aldrig tilbage igen.

 

Søndagssimremad til mange dage

Bolognese er den ultimative søndagssimremad og søndagsprojekt. Det er ikke lige sådan en opskrift, du bikser sammen på 30 minutter en tirsdag aften. Den skal have kærlighed og simretid, og derfor er den genial på de der slappesøndage, hvor du alligevel er hjemme. Lad den gerne simre i minimum 2 timer og gerne 4, hvis tiden er tid det. Og frys så små portioner ned, så du kan tage det op på de travleste dage.

 

Få en pakke kød til at række længere

Det her er sådan en opskrift, hvor vi får en pakke kød til at række til endnu flere portioner ved at tilsætte en masse grøntsager, der egner sig godt i en bolo. Grøntsager som ikke giver følelsen af en grøntsagskødsovs, fordi de simrer ind og bliver en del af bolognesen. I denne opskrift bruger jeg gulerødder, squash og svampe, men du kan også bruge andre rodfrugter som fx pastinakker, eller du kan bruge aubergine.

Hvem er Anna?

Jeg elsker at lave mad, og mit hoved er altid fyldt med ideer. Jeg laver opskrifter, som ikke kræver oceaner af tid i køkkenet eller vilde skills og dyre køkkenmaskiner. Noget alle kan være med på med ingredienser, der kan købes i almindelige supermarkeder. Simpel mad og god smag er vigtigt.

Jeg er 26 år og bor i København. Jeg er uddannet i kommunikation og kører mit lille madunivers ved siden af mit arbejde som kommunikatør.

Opskrift

Til 6-8 personer

Ingredienser:

  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 100 g bacon
  • 5 gulerødder
  • 1 squash
  • 250 g champignon
  • 2 kviste friske rosmarin (eller 2 tsk tørret – kan også være timian)
  • 400 g hakket oksekød (eller hakket svin og kalv)
  • 3 dl kogende vand rørt med 2 bouillonterninger, fx svampe eller okse
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpure
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • Fuldkornsspaghetti
  • parmesan

Så nemt er det:

  1. Skræl og hak løg og hvidløg fint.
  2. Riv gulerødder og squash groft. Rens svampene og hak dem fint, evt. i en minihakker.
  3. Kom løg og hvidløg i en stor gryde og steg dem ved lav middelvarme i et par spsk olie. De skal ikke tage farve men bare blive bløde.
  4. Hak bacon i små tern og kom dem op til løgene. Skru lidt op for varmen og steg et par minutter, til baconen smider fedtet.
  5. Kom revne gulerødder og squash og finthakkede champignon op i gryden med finthakket rosmarin. Lad det stege et par minutter, til det falder lidt sammen.
  6. Kom indholdet fra gryden over i en skål. Stil den til side.
  7. Varm gryden op igen med et par spsk olie til høj middelvarme og kom kødet i. Brun det godt et par minutter til det har fået farve over det hele.
  8. Tilsæt tomatpure og lad det riste af et minut eller to.
  9. Kom grøntsagerne tilbage i gryden med bouillon og hakkede tomater.
  10. Lad din bolognese simre under låg så længe som muligt. Meget gerne minimum 2 timer og også gerne 4 timer (tro mig – det gør en forskel).
  11. Smag til med salt og peber og server med fuldkornsspaghetti og drys med revet parmesan.
Lyt til en podcast for dig, der snart er færdiguddannet

Husk at anmelde os