EKSAMENSANGST: Sådan kan du tackle nervøsitet før eksamen

Det er meget almindeligt, hvis du ikke er vild med at gå til eksamen og tænker, at det bare skal overstås. Men bekymringer, som kører mange timer i træk hver dag, dræner dig for energi og gør dig mere og mere nervøs. Her er hjælp til at sætte en stopper for det.

 

Indfør bekymringsbutik!

Prøv at indføre en bekymringsbutik med faste åbningstider. Din bekymringsbutik har åbent 20 minutter hver dag på et fast tidspunkt. I dette tidsrum tager du dig konstruktivt af dine bekymringer.

Skriv dem ned, og find på konkrete løsninger. Fx:

  • Hvis klappen går ned, hvad gør jeg så?
  • Hvis jeg begynder at græde, så …?
  • Hvis jeg dumper, hvad gør jeg så?

Du kan også analysere din bekymring sagligt:

  • Hvor sandsynligt er det, jeg dumper?
  • Hvad taler helt objektivt for?
  • Og hvad taler imod?

Når åbningstiden er forbi, vender du din opmærksomhed mod dit liv igen. Og hver gang dine bekymrede tanker dukker op og ønsker din opmærksomhed, beder du dem venligt om at tage plads i venteværelset, og vente til næste dag, hvor din bekymringsbutik har åbent igen. Så retter du fokus mod dét, du er i gang med netop nu.

 

Visualiser at eksamen går godt!

Brug lidt tid hver dag på at visualisere at det går helt ok eller rigtig godt til eksamen. Forestil dig dig selv som når du er godt tilpas, og at du taler med ro, og giver dig selv tid. Forestil dig, at eksamen forløber i en venlig og god atmosfære, at du kan huske det væsentlige, og du kommer igennem eksamen på en ok måde.

 

Forbered dig ved at tale højt om stoffet!

Når du skal til mundtlig eksamen, giver det mening også at øve sig mundtligt. De ord vi siger højt, husker vi bedre, end dem vi bare har læst eller skrevet. Så hvis du har forberedt dig ved at tale højt om stoffet, vil det hjælpe dig til eksamen.

Hvis du har en studiegruppe, kan I øve sammen og diskutere emner og vinkler i stoffet. Hvis du forbereder dig alene, så skriv små sedler med emner og vigtige pointer. Sig dem højt for dig selv. Brug dine notater, PowerPoint-slides fra forelæsninger og oversigter til at få overblik over de centrale temaer i et pensum.

 

Sov godt!

Der er en sammenhæng mellem søvnkvalitet og eksamensangst. Jo mindre du sover, jo mere kan din nervøsitet stige. Prioritér din søvn i eksamenstiden, gå tidligt i seng, og lad være med at læse hele natten.

Og skulle det ske, at du sover virkelig dårligt natten inden en eksamen, så tag det roligt. Det er ikke en katastrofe. Dit system vil give dig rigelig med adrenalin, og mennesker kan sagtens klare store udfordringer efter en nat med kun lidt søvn. Det bliver først et problem, når du har mange nætter med dårlig søvn.

 

Mere hjælp til eksamensangst

Du kan finde mange flere tips i Studenterrådgivningens pjece Eksamen

Vil du have hjælp her og nu, kan du altid chatte eller skrive til Psykiatrifonden om din angst. De har også metoder og øvelser til mestring af angst og uro

Download også Studierådgivningens app ’Eksamenshjælp’ med konkrete tips og beroligende øvelser. Så har du altid hjælp lige ved hånden.

Lyt til en podcast for dig, der snart er færdiguddannet

Husk at anmelde os