Du er ledig og måske lidt bekymret: Hvor er jobbet, hvordan med økonomien – og hvad med alle de regler?
Men fortvivl ikke: Med denne online guide får du styr på reglerne, så du får fred til det vigtigste: At lede efter et job.
God tur.
PS: Du kan altid ringe eller skrive til os, hvis du er usikker på noget.
Du kan tidligst få dagpenge fra den dag, du melder dig ledig på jobnet.dk.
Så gør det på din første ledige dag – ikke før, ikke efter.
For at gøre det lettere for dig at finde præcis det du har brug for, har vi skræddersyet
Mit MA til dig. Her finder du relevante og aktuelle tilbud, dine bookinger, dine
nyhedsbreve, selvbetjeningen og meget andet. Indtast gerne dine interesser
under Min profil – så bliver vi bedre til at give dig det, du efterspørger.
Du skal oprette dit cv på jobnet.dk inden for to uger (og inden velkomstsamtalen med MA) – og meget gerne med det samme. Husk kontaktoplysninger (mobil og mail) – dem får du adgang til at oplyse, når du klikker på dit navn øverst til højre på siden (til venstre for log ud).
Og du skal udfylde blanketten Krav til jobsøgning i selvbetjeningen på Mit MA– den ligger under fanen Jobsøgning i selvbetjeningen. Det er vigtigt, at du udfylder blanketten, så vi har mulighed for at give dig sparring til velkomstsamtalen med os.
Når du melder dig ledig på jobnet.dk, bliver du mindet om, at du skal udfylde en ledighedserklæring (ansøgning om dagpenge). Derudover skal du i slutningen af hver måned udfylde et ydelseskort (dagpengekort) – så modtager du dine dagpenge på din Nemkonto den sidste bankdag i måneden.
For at få dagpenge skal du være aktivt jobsøgende. Du skal selvfølgelig søge job inden for dit faglige område, men du skal også være fagligt og geografisk mobil. Din jobsøgning skal være realistisk.
Det betyder blandt andet, at du skal være i stand til at varetage de job, du søger, at du skal stå til rådighed for arbejde, som du kan bestride, og at du skal gøre, hvad du kan for at komme i arbejde.
Derudover skal du søge konkrete job, som jobcentret, anden aktør eller a-kassen har pålagt dig at søge. Det er et krav, at du søger disse job.
Jobcentret eller anden aktør kan også henvise dig til job.
Søg flere job
– hver uge. Mindst ét af de job skal være en opslået fuldtidsstilling i Danmark. Derudover kan du også søge uopfordret og via netværk. Søg også bredt – fagligt og geografisk. Det gælder også, når du har deltidsjob og er i praktik/løntilskud.
Du har ret og pligt til at blive aktiveret mindst én gang under din ledighed. Aktiveringen kan være en virksomhedspraktik eller et løntilskudsjob.
Du skal senest aktiveres ved sammenlagt seks måneders ledighed. Du kan dog i princippet komme i aktivering fra din første ledighedsdag og igennem hele dit ledighedsforløb. Du kan selv tage initiativ til at komme i aktivering, også flere gange.
Brug aktiveringen offensivt, og tænk over, hvad der skal til for at bringe dig tættere på jobbet. Mangler du fx erhvervserfaring, konkrete færdigheder, netværk eller indsigt i et nyt arbejdsfelt? Du kan bruge os til sparring.
Ferie og sygdom skal du oplyse på jobnet.dk – så får vi det automatisk at vide.
Sygdom skal du melde på din første sygedag, og ferie skal du give besked om senest 14 dage inden feriens start.
Hvis der er mindre end 14 dage til ferien starter, så kontakt dit jobcenter eller MA, hvis du er i kontaktforløb med os – men du kan ikke være sikker på at få det godkendt.
Har du et arbejde på mindre end fuld tid, kan du supplere med dagpenge under visse betingelser. Du skal udfylde blanket AK200: Supplerende oplysning om lønarbejde – tjek gerne denne guide til, hvordan du gør.
Du skal fortsat være tilmeldt jobnet.dk, du skal stå til rådighed for fuldtidsarbejde, og du skal være aktivt jobsøgende til et fuldtidsjob.
Du kan kun få supplerende dagpenge, hvis du kan sige op uden varsel – kan du ikke det, skal du have en såkaldt frigørelsesattest.
Du kan få supplerende dagpenge i sammenlagt 30 uger. Hvis vi skal udbetale for mindre end 14,8 timer på en måned, sker der ingen udbetaling.
Mens du er på dagpenge, har du mulighed for at tage til udlandet, udvide dit netværk og arbejde med dine kvalifikationer.
Du kan selv nøje følge med i dit dagpengeforbrug ved at studere de såkaldte dagpengetællere, når du besøger jobnet.dk. (Tælleren er først opdateret, når din ledighedserklæring er godkendt, OG du har fået den første udbetaling).
Dagpengeretten er på 3848 timer som lønmodtager (svarende til 2 år) og 1924 timer som dimittend (svarende til 1 år). Pr. måned svarer det til 160,33 timer.
Du forbruger kun af de timer, du får dagpenge for – så hvis du fx arbejder tre dage i en uge og får dagpenge i to dage, så forbruger du kun 14,8 timer af månedens 160,33 timer.
Krav til jobsøgning er din aftale med MA. Her udfylder du, hvilke jobs du planlægger at søge og inden for hvilket geografisk område.
Det er din ansøgning om dagpenge. Du finder den i selvbetjeningen på Mit MA under fanen Dagpenge.
Du skal vælge mellem lønmodtager, nyuddannet, og værnepligtig. Selvstændige skal udfylde en anden type ledighedserklæring, som du finder samme sted.
Vi skriver til dig i selvbetjeningen, når vi har behandlet din ansøgning.
For at få dagpenge skal du hver måned udfylde et ydelseskort – også kaldet et ‘dagpengekort’.
Kortet bliver tilgængeligt for dig på månedens 6. sidste bankdag – og vi lægger det til dig i selvbetjeningen på Mit MA. Du får en email, når kortet er tilgængeligt (og en sms, hvis du har tilmeldt dette i selvbetjeningen under Post -> Indstillinger).
På kortet skal du oplyse, hvis du har arbejdet i den aktuelle måned, har været syg eller holdt ferie. Bemærk de særlige guides til, hvordan du oplyser lønarbejde, honorararbejde og fravær (sygdom, ferie, barsel) på ydelseskortet.
Hvis du indsender kortet senest den første hverdag efter, det er blevet tilgængeligt (og det er korrekt udfyldt), udbetaler vi dine dagpenge den sidste bankdag i måneden. Gør du det senere, udbetaler vi så hurtigt, som vi kan.
Du kan dog ikke vente så længe, som du har lyst til. Dit ydelseskort skal indsendes inden for en måned og 10 dage. Eksempel: For marts 2024 skal du indsende dit kort senest den 10. maj 2024 – for at få dagpenge for marts 2024. Ellers er det ikke længere muligt at få udbetalt dagpenge for marts 2024.
Kort om ydelseskort
Sådan udfylder du dit ydelseskort
Datoer og deadlines
Hvis der er forhold, som begrænser din mulighed for at stå til rådighed, skal du huske at informere jobcentret, anden aktør og a-kassen derom. Det kan fx være, at du har begrænsede muligheder for børnepasning eller helbredsmæssige forhold, der gør det umuligt for dig at passe visse typer arbejde.
Har du fx ikke mulighed for at arbejde uden for almindelig arbejdstid (8-17 på hverdage) på grund af børnepasningsproblemer, vil du ikke blive henvist til job, der ligger uden for institutionernes almindelige åbningstid.
Har du dårlig ryg eller andre fysiske udfordringer, vil du eksempelvis ikke blive henvist til hårdt fysisk arbejde.
Begrænsningerne skal fremgå af ’Min Plan’, som du udfærdiger sammen med jobcentret, anden aktør eller a-kassen.
Siger du dit job op uden gyldig grund, er du selvforskyldt ledig og får en karantæne på tre uger, hvor du ikke kan få dagpenge.
Du kan også få karantæne, hvis du siger nej til arbejde, du er blevet henvist til af jobcentret, eller du uden gyldig grund afslår eller afbryder et tilbud om aktivering.
Endelig kan du få karantæne, hvis du ikke giver MA rigtige eller fyldestgørende oplysninger, der kan have betydning for dine rettigheder i dagpengesystemet.
Får du to karantæner i løbet af 12 måneder på grund af selvforskyldt ledighed, så mister du retten til dagpenge.
Når der er mindre end seks uger til, at du starter i dit nye fuldtidsjob (der varer tre måneder eller mere), skal du give besked til dit jobcenter – eller til MA, hvis du er i kontaktforløb med os (de tre første måneders ledighed). Fra det tidspunkt behøver du ikke længere søge job eller deltage i møder i MA eller jobcenter.
Du skal dokumentere dit nye job med en underskrevet aftale fra din kommende arbejdsgiver.
Vælg din by i kalenderen på hjemmesiden, og tilmeld dig arrangementerne.
Der er to slags netværksgrupper i MA-regi:
Den ene netværkstype, er netværk, som har et fælles fagligt eller brancheorienteret tema, som fx ’kommunikation’, ’pharma og biotek’, ’grøn omstilling’ og lign. Disse netværk opstår på baggrund af medlemmers initiativ. På hjemmesiden kan du se, hvilke netværk som kører for tiden.
Den anden netværkstype er mindre grupper på tværs af fag og brancher, hvor medlemmer inspirerer og hjælper hinanden i jobsøgningsprocessen. Grupperne startes løbende op af MA. Hold øje med vores kalender og se, hvornår de starter næste gang.
Med en virksomhedspraktik har du mulighed for at få snuset til en branche, der interesserer dig, få afprøvet nye arbejdsfelter, få netværkskontakter og måske få foden indenfor i en virksomhed.
Du kan komme i virksomhedspraktik i fire uger fra første ledighedsdag, og der er intet loft over antallet af virksomhedspraktikker – det skal dog som udgangspunkt være i en ny virksomhed hver gang.
Du kan ikke komme i virksomhedspraktik i den virksomhed, du senest har været ansat i (her tæller løntilskudsjob også som en ansættelse). Men du må gerne gøre det den anden vej rundt, det vil sige følge en virksomhedspraktik op med et løntilskudsjob.
Virksomhedspraktik skal aftales med dit jobcenter og skrives ind i Min plan. Du skal være jobsøgende efter samme kriterier som ellers, når du er i virksomhedspraktik.
Et løntilskudsjob kan give dig både netværk og praktisk erfaring.
Før du kan komme i løntilskudsjob, skal du have fået udbetalt dagpenge i mindst 962 timer (26 uger). Der er dog disse 3 undtagelser: 1) Du er over 50 år 2) Du er enlig forsørger 3) Du er nyuddannet med et handicap. I de situationer kan du komme i løntilskudsjob fra første ledighedsdag. Du kan være i løntilskud i en offentlig virksomhed i op til fire måneder og i en privat virksomhed i op til seks måneder.
Løntilskud skal aftales med dit jobcenter og skrives ind i Min plan. Du skal være jobsøgende efter samme kriterier som ellers, når du er i løntilskud. Rådighedssamtaler kan efter aftale afvikles telefonisk i perioden.
* Eneste samtale hvor fysisk fremmøde er obligatorisk. Alle andre samtaler kan du vælge at afholde fysisk, telefonisk eller digitalt; du bestemmer.
Når du har meldt dig ledig på jobnet.dk, indkalder vi dig til en individuel velkomstsamtale inden for 14 dage. Samtalen foregår fysisk på dit lokale MA-kontor.
Du skal uploade en ansøgning og et cv i jobloggen på forhånd. Og udfylde blanketten Krav til jobsøgning i selvbetjeningen på Mit MA under fanen Jobsøgning. Vi ønsker nemlig bruge så meget tid som muligt på at tale om dine jobmuligheder og dit ansøgningsmateriale, så du hurtigt kommer i gang.
Efter ca. 6 ugers ledighed skal du deltage i en strategisamtale. Vi diskuterer din jobsøgningsstrategi: Hvilke erfaringer har du allerede gjort dig? Noget der skal justeres? Nye steder at kigge hen efter job? Hvordan kan du med fordel gøre brug af MA’s frivillige tilbud? Vælg selv om samtalen skal være fysisk, telefonisk eller digital.
Omkring 10-12 ugers ledighed skal du deltage i din sidste lovpligtige samtale i MA: statussamtalen. Vi gør status på din jobsøgning og taler om dine erfaringer hermed. Vi lægger en plan for dit fokus i den kommende tid og taler om, at du snart skal til samtaler i dit jobcenter, og hvordan du får mest glæde af det. Vælg igen selv, om samtalen skal være fysisk, telefonisk eller digital.
Fra knap tre måneder og frem mod et halvt års ledighed skal du deltage i tre samtaler i dit jobcenter. Hvis du er ledig mere end 16 måneder, indkalder dit jobcenter dig til en fællessamtale, hvor både MA og jobcentret deltager.
Du skal selv booke de møder, du bliver indkaldt til. Vær derfor opmærksom på indkaldelser fra MA i selvbetjeningen på Mit MA og fra dit jobcenter i e-Boks. Forbered dig meget gerne til samtalerne, så vi bruger tiden på at tale om det, der er vigtigt i din jobsøgning.
Når du er syg, bliver dine dagpenge til sygedagpenge. Du skal ikke søge job og gå til møder, mens du er syg.
Hvad skal du gøre og vide
Du har mulighed for at arbejde sideløbende med, at du modtager dagpenge. Aktiviteterne kan bestå af lønmodtagerarbejde samt honorar- og freelanceaktiviteter.
Der er mange former for selvstændig virksomhed. Inden du starter, anbefaler vi, at du orienterer dig på vores hjemmeside for at vurdere, hvilken form der passer bedst til dig. Du er velkommen til at kontakte os for at få et overblik.
Du kan læse mere om reglerne på hjemmesiden.
Så længe dine egne aktiviteter ikke på nogen måde kan sammenlignes med indtægtsgivende arbejde, kan du dyrke dem uden problemer.
Dagpengesystemet tager højde for, at ledige ikke går ind og tager arbejde, som rettelig skal være overenskomstmæssigt aflønnet.
Inden du siger ja til frivilligt arbejde, skal du derfor søge MA om at få det godkendt.
Du kan læse mere om reglerne på hjemmesiden.
Som hovedregel kan man ikke deltage i uddannelse (fx et sidefag) og samtidig modtage dagpenge. Den politiske holdning er, at dagpengesystemet ikke må konkurrere med SU-systemet. Men du har en række efteruddannelsesmuligheder uden konflikt med din ret til dagpenge.
Du kan læse mere om mulighederne for uddannelse med dagpenge på hjemmesiden. Reglerne er komplicerede, så kontakt vores rådgivere for at få overblik over muligheder og begrænsninger.
I selvbetjeningen på Mit MA kan du finde en blanket til godkendelse af efteruddannelse med dagpenge (AK020). Indsend den, inden du går i gang med uddannelsen; så du er sikker på, at du kan modtage dagpenge samtidig.
Tjek MA’s jobdatabaser. Her finder du en oversigt over relevante jobdatabaser, internationale jobmuligheder og ressourcer for selvstændige og iværksættere.
Har du en innovativ idé? Innovationsfonden skaber økonomiske rammer for landets iværksættere, forskere og virksomheder, så de kan udvikle innovative og levedygtige løsninger på samfundets konkrete udfordringer.
MA samarbejder med onlinekurser.dk, så du kan få opdateret bl.a. dine it-færdigheder gratis og uden, at det går ud over din dagpengeret. Kurserne er på et grundlæggende niveau og dækker blandt andet tekstbehandling, kommatering, regneark, præsentation, Outlook og sociale medier.
På vores kontorer kan du også få adgang til Business Insight, som er en velegnet database, når du søger oplysninger om bestemte virksomheder.
Er du interesseret i at anvende din uddannelse og kompetencer i de nordiske lande? Kan du se dig selv arbejde i en fast eller midlertidig stilling i Norge, Danmark eller Sverige? Så er Nordisk Jobløsning vejen frem.
Politikerne har besluttet, at de ledige – for hver fire måneder, de er ledige og ikke har haft lønarbejde i mere end 148 timer (fuldtidsforsikrede)/97 timer (deltidsforsikrede) – skal trækkes én dag i deres dagpenge.
Hvis du omfattes, vil det fremgå af din udbetalingsspecifikation i selvbetjeningen på Mit MA.
Det præcise beløb – en dags dagpenge – afhænger af din dagpengesats.
Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?