Nye øjne på dine karrieremuligheder - MA-Kasse

Nye øjne på dine karrieremuligheder

… sådan lander du jobbet!

Kurset er opbygget således, at du trin for trin får inspiration til at identificere dine jobmuligheder ud fra en hhv. værdi- og kompetenceafklaring, og lærer hvordan du kan gribe dem. Du vil få en introduktion til hvad dialogbaseret jobsøgning egentlig er og du vil blive præsenteret for en håndgribelig metode og opnå værktøjer til at udvide dit navigationsrum og din komfortzone.

For at få det bedste ud af forløbet er det vigtigt at du er:
1) klar på at kigge ind i brancher hvor der kan være brug for din arbejdskraft
2) åben for nye metoder til at komme derhen

Underviserne vil være tilgængelige for personlig sparring ift. workshoppens værktøjer og metoder hver undervisningsdag, som slutter kl. 13 eller 14, hvorefter der efter behov må forventes selvstændigt arbejde indtil kl. 15. Du er i dette tidsrum også velkommen til at arbejde selvstændigt i undervisningslokalerne.

Når du deltager i Nye øjne på dine karrieremuligheder, forventes det, at du er motiveret til at påbegynde en virksomhedspraktik eller en løntilskudsstilling i forlængelse af forløbet, hvis ikke du landet et job. Vi hjælper dig naturligvis godt på vej i de 6 uger forløbet varer.

Forløbet er opbygget således (6 uger i alt):

  • 4 ugers undervisning i Magistrenes A-kasses lokaler: mandag og onsdag i uge 1.-3. og tirsdag i 4. uge
  • 1 uge med selvstændigt arbejde hjemmefra (5. uge)
  • 1 uge med opfølgning: En telefonisk samtale (6. uge)

Uge 1: Kompetencer, værdier og andre overvejelser om dit næste job

  • Mandag kl. 9.00 – 13:00: Den første dag starter vi med at introducere dig til en række brancher. Dernæst vil du få sat ord på dine kompetencer gennem hhv. en individuel og en gruppebaseret øvelse.
  • Onsdag kl. 9.00 – 13:00: På dag to skal vi bl.a. tale værdier, lave en gruppeøvelse der kan få dine øjne op for hvad du egentlig er rigtig god til, og gennemgå et redskab, der kan hjælpe dig til at få lavet den helt rigtige profiltekst til dit CV og din LinkedIn-profil.

Uge 2: Ansøgningen & din værktøjskasse til den uopfordrede kontakt

  • Mandag kl. 9.00 – 13:00: På din fjerde dag skal du lære, hvordan du via et simpelt værktøj kan analysere dine kompetencer og anvende resultaterne i en ansøgning – opfordret som uopfordret.
  • Onsdag kl. 9.00 – 14:00: Du vil få en introduktion til hvad uopfordret – eller dialogbaseret – jobsøgning egentlig er. For det er nemlig meget andet og mere end at sende en gammeldags ansøgning til en arbejdsgiver uden at vide, om der er en stilling. Vi taler også om komfortzoner og hvorfor det kan være så svært at komme i gang med uopfordret jobsøgning, selvom det på papiret virker så lige til. Endelig gennemgår vi relevante værktøjer til at udarbejde en liste over virksomheder, du ønsker at kontakte – og du vil skulle i gang med at sammensætte din egen liste med 10-15 virksomheder, som du skal arbejde ud fra efterfølgende.

Uge 3: Ready, set, go – tid til kontakt, kaffemøder og LinkedIn!

  • Mandag kl. 9.00 – 14:00: Vi zoomer ind på kaffemødet og hvordan du får skaffet sådan et. Vi skal kigge på eksempler på e-mail manuskripter til uopfordret kontakt, som andre har brugt med succes, og du skal arbejde med dit eget manuskript og en helt konkret virksomhed, du vil kontakte. Vi taler om formålet med din henvendelse og skærper din opmærksomhed på, hvad du vil have ud af dit kaffemøde. Og hvordan det skal skæres allerede i din første kontakt til arbejdsgiver.
  • Onsdag kl. 9.00 – 14:00: Her skal vi bl.a. kigge på LinkedIn og hvordan du kan bruge det i din dialogbaserede jobsøgning. Desuden går vi i dybden med praktik og løntilskud som en indgangsvinkel i din strategi, og vi taler om, hvordan du kan bruge de værktøjer strategisk og offensivt, når du henvender dig uopfordret. Vi fortæller dig om forskellige metoder til at finde en praktik – bl.a. også ved at bruge Jobcenter Københavns forskellige tilbud. Vi taler også om, hvordan du kan fortsætte de gode vaner, du forhåbentlig får undervejs på kurset.

Uge 4: Workshop og selvstændigt arbejde med metoderne

  • Workshop torsdag kl. 09.30 – 12.00: Denne formiddag vil du blive indført i metodisk at anvende fortællingerne i medierne samt research som afsæt for at tage uopfordret kontakt til virksomheder. Det vil være en konsulent fra MA, som underviser denne dag.
  • Derudover planlægger du selv dit arbejde i denne uge, hvor du formodentligt bruger tid på at henvende dig uopfordret, og/eller afholder de møder/kaffeaftaler/jobsamtaler, du i forvejen har fået i kalenderen.

Uge 5: Selvstændigt arbejde med metoderne

  • Du planlægger selv dit arbejde i denne uge, hvor du formodentligt bruger tid på at henvende dig uopfordret, og/eller afholder de møder/kaffeaftaler/jobsamtaler, du i forvejen har fået i kalenderen.

Uge 6: Opfølgning

  • Telefonisk samtale med en konsulent fra “Nye øjne på dine karrieremuligheder”. Her deles gode og dårlige erfaringer med de forrige ugers arbejde.

NB: Vær opmærksom på, at MA ikke betaler transportgodtgørelse til Nye øjne på dine karrieremuligheder. Hvis kurset står i Min plan (er aftalt med dit jobcenter), kan du dog søge befordringsgodtgørelse ved at udfylde blanket AB 421.

Dato og tid
13. maj
09:00 - 15:00
Sted
MA, Peter Bangs Vej 30, 2000 Frederiksberg
Tilmeldingsfrist
13. maj 2024, kl. 08:00
Deltagerantal
0 pladser tilbage ud af 0
Du vil møde
En fast gruppe af
konsulenter
fra Jobcenter København
Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00