1. maj-hilsen fra MA’s forkvinde: Der er nok at kæmpe for

Helene Caprani, forkvinde i MA

Kære venner!

På denne dag for et år siden valgte et flertal i Folketinget at markere Arbejdernes Internationale Kampdag ved at skære i nyuddannedes dagpengerettigheder. En slags solidaritet med modsat fortegn, hvor man læsser ekstra byrder over på dem med de smalleste skuldre.

Konkret har man skåret de nyuddannedes dagpenge med en tredjedel efter de første tre måneders ledighed. Det betyder, at et medlem af MA skal klare sig med lige over 10.000 kroner om måneden. Vel at mærke før skat og i en tid med voldsom inflation.

Som om det ikke var nok, har man også skåret deres dagpengeperiode fra to til ét år. Dermed er vi i MA tvunget til at smække a-kassen i for en række af vores medlemmer i disse dage.

Det kræver ikke en kandidatgrad at gennemskue, hvad der sker i politikernes hoveder, når de udtænker den slags angreb. De har jo efterhånden udhulet dagpengesystemet i årtier. Og det skyldes, at de lider af den vrangforestilling, at mennesker uden arbejde er en flok døgenigte, der hellere vil fede den på sofaen end at bidrage til samfundskagen.

Men vi akademikere har jo en vis forkærlighed for logik og fakta. Så lad os lige se på de virkelige, levende medlemmer af MA, der aktuelt bliver ramt.

De har for det første brugt en håndfuld år af deres liv på at tage en akademisk uddannelse og derved hæve værdien af deres arbejdskraft. Derefter har de sørme meldt sig ind i en a-kasse. Et solidarisk fællesskab, hvor man kan få hjælp af hinanden, når man har behov for det. Et klasseeksempel på samfundssind.

Vi kan også fortælle, at dimittenderne i MA er særdeles aktive med at søge arbejde. Men på det akademiske arbejdsmarked er det desværre ikke sådan, at alle jobannoncerne materialiserer sig på samme dag, hvor man får sit eksamensbevis. Derfor er der en del, der går ledige i et stykke tid, før det lykkes at lande et job. Sådan er de faktiske forhold i vidensindustrien.

Vi taler altså om en flok mennesker, der har gjort alt det rigtige: Uddannelse, a-kasse, jobsøgning. Og alligevel giver politikerne dem dovenstemplet – og pisken. Man græmmes…!

Det er desværre begrænset, hvad vi som a-kasse kan gøre i den her situation. Men ud over at protestere – indtil videre for døve øren – har vi besluttet, at de ramte medlemmer slipper med et lavere kontingent. Konkret er det 444 kroner i kvartalet, og det er jo immervæk ingen bondegård. Men det er det, vi kan gøre indenfor lovens rammer, og vi fortsætter selvfølgelig med at protestere.

Dagpengeforringelser er som bekendt ikke det eneste, som vi akademikere må forsvare os imod i disse år. Vi står godt nok ikke øverst på regeringens julegaveliste. Og nu skal det også gå ud over dem, der gerne vil være akademikere i fremtiden.

Der skal nedlægges 2.654 studiepladser på universiteterne over de næste fem år. Eller sagt på en anden måde: 2.654 unge skal forhindres i at blive akademikere. Samtidig forkorter man her til sommer SU-perioden med et år, så der kommer ekstra pres på dem, der når gennem det skrumpende nåleøje.

’Men vi skal endnu længere ind’, som de siger i Rytteriet. Der skal da også færre unge i gymnasiet. Dér får de jo de studenterhuer, der åbner dørene til det stygge universitet, hvor æggehovederne udklækkes.

Hvad er egentlig konsekvenserne af et højere adgangskrav til gymnasiet? Jo, det vil ikke blot give færre studenter og akademikere, men det vil også i særlig grad ramme drenge, tosprogede, udkantsområderne og unge uden akademikerforældre. Ikke ligefrem et svendestykke i social mobilitet fra vores murer-minister.

Da jeg var ung var det et allestedsnærværende mantra, at her i Danmark skulle vi være et videnssamfund. De store produktionsarbejdspladser, som for eksempel værfterne, blev flyttet ud af landet. Derfor skulle vi kloge os ud af krisen.

I dag er mantraet om videnssamfundet erstattet af det såkaldte ’Produktionsdanmark’, som angiveligt ikke omfatter os uproduktive akademikere.

Lad os smutte en tur op i helikopteren – eller skulle jeg i disse tider sige dronen? – et øjeblik. Hvilke store udfordringer står vi overfor? Klimakrisen og miljøkrisen. Kunstig intelligens og fake news. Populisme. Militarisering, krig og folkedrab. Hungersnød og dyb fattigdom. En hel generation af unge med ondt i livet.

Hvis vi skal kunne bevæge os fremad herfra som samfund, har vi brug for viden. Viden om mennesker, viden om naturen, viden om teknologi. Vi har brug for mennesker, der kan tænke selv, der kan tænke kritisk, og som kan forstå andre mennesker, der ikke er ligesom dem selv. Som kender historien, og derfor kan genkende og afvise de nemme løsninger, når de bliver trukket frem på ny.

Vi har brug for vidensarbejdere. Vi har brug for akademikere. Akademikerne er en meget stor del af løsningen. Derfor er det himmelråbende uklogt at skære i vores uddannelser, i vores SU og i vores dagpenge.

Forsvaret for akademikerne er en kamp, som vi kæmper sammen med DM og GL og resten af den akademiske fagbevægelse. Og heldigvis er der også nogle af dem, der ikke selv er akademikere, som sætter pris på logik og fakta og godt forstår, at akademikere ikke kan undværes.

Kære venner! Vidensarbejdere er også arbejdere, og vi bidrager – med glæde – til samfundskagen. Må jeg minde om, at selveste Karl Marx også var akademiker. Og i dag er det også vidensarbejdernes internationale kampdag. God 1. maj!