Ja, tante Oda, jeg leder stadig efter mit næste job
06. december 2024
Julen er en dejlig tid, og vi skal tilbringe, hvad der nogle gange kan føles som dybe oceaner af tid sammen med familien og gamle tante Oda og kloge onkel Ib fra Vestjylland. Det kan både være rigtig hyggeligt og en anelse anstrengende….
Du har måske prøvet det, kender en der har prøvet det, eller også skal du nu ud i det for første gang. Du er ledig, og du skal holde jul med familien. Og du VED bare, at midt i andesteg, gaveåbning og familiehygge falder det spørgsmål, som du for alt i verden ønsker at undgå:
”Sig mig, har du stadig ikke fundet dig et arbejde? [rungende stilhed…]”
Spørgsmålet kan ramme hårdt, sætte sig som en løkke om halsen og føles som klinisk hvidt spotlys lige i synet på dig, der tilfældigvis er ledig. Midt i stilheden skal du stå til ansvar og forklare, hvorfor du dog stadig er ledig.
Sådan svarer du tante Oda og onkel Ib
Træk lige vejret, ret ryggen, smil til ældgamle tante Oda og kloge onkel Ib. Og sig så kærligt til dem:
”Kære Oda og Ib, jeg leder efter mit næste job. Og det er helt ok. Jeg har nemlig lige nu verdens bedste mulighed for mig for at finde ud af, hvordan jeg kan skabe mest arbejdsglæde hos mig selv og bidrage bedst muligt med alt det, jeg kan. Vil I række mig rødkålssalaten?”
Det er ok at være ledig
Det kan godt være, at du er træt af at være ledig. At du er på nippet til at rive håret ud af hovedet på dig selv, når nogen spørger til din situation. Her er det din opgave at passe bedst muligt på dig selv. For du skal selvfølgelig ikke aflyse julefrokosten med familien af frygt for, at spørgsmålet falder. Øv dig på svaret, og aflever det med så meget overskud, du kan mønstre.
Du skal ikke føle dig som en skydeskive. Det er helt ok at være ledig, og de fleste går ikke gennem livet uden at opleve det.
Hør også, hvordan de to medlemmer Isabella og Maja tackler spørgsmål fra venner og familie om deres jobsøgning.
Vi hjælper dig videre
Og hvis du har brug for hjælp til dit ansøgningsmateriale eller sparring på din jobsituation, så står vi i MA klar til at hjælpe dig videre.
Book fx en samtale med en karriererådgiver.
Eller mød os til Drop in-karriererådgivning online hver torsdag.
Hold øje med alle vores arrangementer, som du frit kan tilmelde dig.
Og følg os på LinkedIn, hvor vi deler viden om arbejdsmarkedet og tips til din jobsøgning.
Rigtig glædelig jul og godt nytår til dig.