Jeppe Kirkegaard (th.) har stiftet Akademisk Frirum med Nadia Rosgaard Lauritzen. Her sidder de sammen med Claus Brandstrup fra Byens Højskole, som lægger lokaler til.

Jeppe står bag Akademisk Frirum – et værested for akademikere

31. januar 2019

På studiet var der et stærkt fagligt fællesskab. Men da Jeppe Kirkegaard forlod universitets trygge mure i sommeren 2017, kom det hele til at handle om jobsøgning.

”Til den årlige julefrokost med studievennerne spurgte alle hinanden: Hvad laver du så nu? Der var så meget snak om job og jobsøgning, og det ærgrede mig, for jeg ville meget hellere snakke om vores fag,” siger 27-årige Jeppe, der er uddannet cand. mag i filosofi fra SDU i Odense.

Dele passion med andre
I slutningen af 2018 mødte han en tidligere studieveninde, som ligesom ham savnede et sted, hvor man som jobsøgende akademiker kunne sparre med ligesindede.

Det blev til Akademisk Frirum, som havde sit første møde den 21. januar.

”Lidt provokerende sagt kalder vi os ’et værested’ for akademikere. Det er et sted, hvor fællesskabet ikke handler om at finde et arbejde, men hvor man kan være sammen med andre, som ligesom én selv har en stærk passion eller interesse i et fag, tema eller emne,” forklarer Jeppe.

20 med til første møde
Akademisk Frirum finder sted hver onsdag på Byens Højskole i Odense, som har valgt at lægge gratis lokaler til. Første møde var den 21. januar, hvor 20 akademikere med vidt forskellige fagligheder mødte op.

”Succeskriteriet var, at der overhovedet kom nogen. Der kom 20, og det viser for os, at der er et behov for sådan et sted,” fastslår Jeppe.

Skal gå opløftet derfra
Tanken er, at der ved hvert møde skal være oplæg eller workshops de første to timer, og at der så er fri leg de sidste tre timer med for eksempel brætspilscafe.

”Det er som udgangspunkt ikke tænkt som et sted, hvor man skal komme og græde ud over, hvor hårdt det er at være jobsøgende akademiker. Det må man da også godt, men tanken er, at man skal gå derfra med opløftet energi.”

Uddannelsestitel spænder ben
Jeppe ved dog godt, hvor meget frustrationerne kan fylde. Som jobsøgende er han gentagne gange blevet mødt af myter og forestillinger om, hvad han kunne, fordi han er filosof.

”Når jeg har ringet og fået begrundelse for et afslag, har jeg tit fået at vide, at min uddannelse ikke passede til den profil, de søgte. Og det har overrasket mig, for jeg har virkelig brugt lang tid på at forklare, hvad det er, jeg kan – jeg har for eksempel erfaring med både undervisning og html-kodning. Men fordi min uddannelsestitel siger noget om filosofi, bliver jeg sat i bås på forhånd, og det er også noget af det, der er pointen med Frirummet – at kunne sparre med andre om de her ting,” siger Jeppe.

Jeppes rolle i Frirummet vil blive mindre, da han snart er på vej i job. Men meningen har fra start også været, at indholdet i Akademisk Frirum skal defineres og styres af medlemmerne selv – en slags stafetløb.

Akademikernes Frirum foregår på Byens Højskole på Kongensgade 66-68, 1. sal, i Odense og vil være åbent hver onsdag kl. 10-15. Indholdet i Akademikernes Frirum defineres af brugerne. Det er ikke en forudsætning for deltagelse, at man er arbejdsløs.

Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00