Lene fandt drømmejobbet i detailbranchen
03. september 2018
Detailområdet udvikler sig meget i de her år, og flere af MA’s medlemmer gør en positiv forskel i branchen – særligt inden for digitalisering og online markedsføring.
31-årige Lene Duve fandt for et år siden drømmejobbet som grafiker og markedsføringsansvarlig på sirup.dk, en online mode-webshop, der har til huse lidt uden for Aalborg.
Navn: Lene Duve
Alder: 31 år
Uddannelse: Cand. IT. Oplevelsesdesign, AAU, færdig i 2013
Bopæl: Aalborg C
Jobtitel: Grafiker og Markedsføringsansvarlig
Hvilken type arbejdsopgaver sidder du med? Grafisk design på alle vores kanaler: webshop, sociale medier, nyhedsbreve og magasin, udarbejdelse af online livsstilsmagasin, markedsføringsopgaver såsom nyhedsbreve, webshop-driftsopgaver såsom oprettelse af nye varer samt webshopdesign, generel kundeservice, SEO-optimering mv.
Hvordan fik du dit job?
Det var lidt af et sammentræf, at jeg endte i Sirup. Jeg havde sagt mit job op efter endt barsel og gik ledig i et par måneder. Jeg skrev en del ansøgninger til opslåede stillinger inden for og uden for mit fag, men uden ret mange samtaler. Efter et par måneder var jeg til en karrieresamtale med Pia fra MA Aalborg. Lynhurtigt kunne Pia mærke, i hvilken retning jeg gerne ville hen. Inden mødet var omme, havde hun allerede etableret kontakt til min nuværende chef i Sirup, og inden jeg endda var nået hjem, blev jeg bedt om at sende en ansøgning afsted.
Jeg kunne mærke, at dette var noget, som jeg virkelig brændte for, så jeg handlede hurtigt og effektivt, blev kaldt til jobsamtale dagen efter, brugte natten på at sætte mig ind i ”Sirup”, og der viste sig at være et helt unikt match mellem mig og virksomheden.
Jeg har nu været ansat i over et år og tænker stadig ofte på, hvor heldig en situation, det viste sig at være, og hvor stor en hjælp MA var i denne sammenhæng. Sjældent har jeg mødt en kvinde, som brænder så meget for sit fag, som Pia fra MA gør.
Gik du efter specifikke brancher, stillinger eller virksomheder? Hovedsageligt stillinger inden for marketing og grafisk design, men også stillinger uden for mit felt, f.eks. konsulent-stillinger, generelle kreative stillinger og job, hvor der arbejdes med unge.
Hvad er det bedste ved dit job? At der er højt til loftet, muligheder for kreativ udfoldelse, og at vi arbejder teambaseret og løfter i flok. Det er desuden fagligt udfordrende og givende at arbejde hele vejen rundt, altså fra idé til strategi, til udformning, handling og analysering efterfølgende. Der er aldrig to dage, der er ens, og selvom det er hektisk, sætter jeg virkelig pris på motiverende arbejdsopgaver og uundværlige kolleger.
Hvordan kunne du konkret bruge MA i vejen mod jobbet? MA var en uundværlig brik i min jobsøgning, da Pia Bloch-Nielsen (fra MA’s Aalborg-afdeling) satte mig i forbindelse med Sirup. Det er jo et helt utroligt netværk, konsulenterne i MA sidder med. Det skal man bestemt ikke underkende.
Har du generelt et godt råd til medlemmer, der er jobsøgende? Først og fremmest: Husk at drage nytte af, at din MA-jobkonsulent sidder inde med et enormt netværk og en stor interesse i at hjælpe dig videre.
Jeg ved, at det er sagt ofte, men søg uopfordret! De steder, jeg har været, er det sjældent, at en stilling er blevet slået op, hvis virksomheden har en god kandidat (/ansøgning) ved hånden. Vær opsøgende og få en fod inden for hos steder, du kan se dig selv arbejde. Det kan være en strategisk small-talk i din yndlingsbutik (måske mangler de en social media manager lige om hjørnet?).
Vær opsøgende og måske kreativ i din jobsøgning og kom ud med masser af inspirerende og personlige ansøgninger i virksomheder, hvor du reelt kan se dig selv og hvor de muligvis (forhåbentligt) mangler én inden for netop dit felt inden længe.