MA: Usympatisk ændring af dagpenge

29. januar 2023

Med blot tre måneders varsel står nyuddannede til at miste en tredjedel af deres dagpenge. Lige til det sidste havde Magistrenes A-kasse (MA) kæmpet for – og håbet på - at politikerne ville besinde sig og droppe det usympatiske forslag. Eller i det mindste lade det træde i kraft senere, så de studerende havde god tid til eksempelvis at finde et nyt sted at bo.

Med blot tre måneders varsel har Beskæftigelsesministeriet i dag valgt at melde ud om store ændringer i, hvor meget man modtager i dagpenge.

Mens en gruppe ledige vil opleve en kortvarig forhøjelse af dagpengene, så vil alle nyuddannede ledige i Danmark blive ramt af forringelser fra den 1. maj 2023. Det kan du som medlem orientere dig om her.

Når vi runder den 1. maj bliver dagpengene til nyuddannede (ikke-forsørgere, under 30 år) skåret med en tredjedel svarende til ca. 4.400 kr. om måneden, hvis de har været ledige i mere end tre måneder. Samtidig bliver perioden, nyuddannede kan være på dagpenge, halveret fra de nuværende to år til et år.

“Argumentationen fra det meget spinkle flertal bag aftalen er dybt usympatisk. For som det hedder mere eller mindre direkte: Ved at piske dimittenderne vil man opnå, at de rubber neglene og skynder sig i job. Det er kynisk og selvfølgelig forkert. De ledige dimittender er allerede meget aktive i deres jobsøgning. At det oveni købet sker samtidig med en historisk høj inflation, gør bare nedskæringen endnu mere uspiselig,” siger Helene Caprani, forkvinde i MA.

Eneste formildende omstændighed er, ifølge Caprani, at visse grupper samtidig får hævet deres dagpengesats de tre første måneder af deres ledighed. Men altså på bekostning af de nyuddannede.

Ændringerne i dagpengene blev vedtaget politisk sidste sommer. Men samtidig hed det sig, at ændringerne tidligst ville blive ført ud i livet efter et valg. Det var derfor MA’s håb, at en ny regering ville komme på bedre tanker.

“Vi har længe kæmpet imod forringelserne og havde håbet, at det som minimum ville blive meldt ud i bedre tid, hvornår det får effekt. Tre måneder er meget lidt, hvis du for eksempel bliver nødt til at finde en ny bolig, fordi du ikke længere har råd til at blive boende,” fortsætter Helene Caprani.

Får store konsekvenser
Netop boligsituationen er en reel bekymring. I samarbejde med Akademikerbladet har Magistrenes A-kasse spurgt de af MA’s medlemmer, der for nylig er blevet færdiguddannede, hvilke konsekvenser de vurderer, det vil have for dem, hvis de skal leve på den nedsatte dagpengesats. Svarerne kan ses her.

Syv ud af ti svarer, at de i høj eller nogen grad vurderer, at de så vil være nødt til at finde et andet sted at bo. Kun to ud af ti vurderer, at det slet ikke vil have nogen betydning for deres boligsituation.

Det kan måske lyde overraskende, når man tænker på, at de fleste nyuddannede kommer fra den lavere SU. Men beregninger fra Nordea har vist, at de nyuddannede på dagpenge reelt ender med færre penge mellem hænderne, når alle udgifter er betalt, end de havde på SU.

“Forringelserne er vedtaget under højkonjunktur, og heldigvis er ledigheden blandt vores medlemmer nu den laveste i snart 15 år. Men katastrofen lurer, når konjunkturerne vender. Så er ét år til at lande sit første job som nyuddannet virkelig ikke særlig lang tid. Ryger man først ud af dagpengesystemet, bliver det kun endnu sværere at finde fast arbejde,” uddyber Helene Caprani.

Får ikke nyuddannede hurtigere i job
‘Det får flere hurtigere i job’, lyder som sagt politikernes forklaring på, hvorfor dagpengene endnu engang skal forringes. Som flere medier har skrevet, er der dog ingen erfaringer fra tidligere nedskæringer, som underbygger det argument. Tværtimod viser de seneste beregninger fra Dansk Industri, at nyuddannede faktisk allerede kommer hurtigere i job end for år tilbage.

”Ingen af vores medlemmer drømmer om en tilværelse på dagpenge efter at have brugt 5 år på at uddanne sig. De brænder for at bruge deres viden i praksis, og som MA også har dokumenteret, så søger vores medlemmer vidt og bredt efter job. Det er derfor helt andre tiltag, der er brug for, hvis flere skal komme hurtigere i job. Tiltag, som vi flere gange, sammen med andre organisationer, har foreslået politikerne Men politikerne har altså nu valgt en nyttesløs pisk frem for en hjælpende hånd. Det er til skade for både de nyuddannede og samfundet,” slutter MA-forkvinde Helene Caprani.

NB: Vi skriver direkte til de berørte medlemmer inden for få dage – men indtil da kan du orientere dig her om, hvad de nye regler betyder for dig

Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00