Må man gerne sige nej til et job?

Skal man takke ja til et hvilket som helst job, hvis alternativet er ledighed og dagpenge? Nej, mener Christine Hansen, der fulgte sin mavefornemmelse – og vandt på det. Læs hendes historie her.

Som nyuddannet cand.pæd. brændte jeg for at komme i gang, og jeg nåede da også at få sendt 180 ansøgninger, inden jeg landede mit første job efter seks måneders ledighed.

Jeg fik igennem en workshop kontakt med en HR-medarbejder fra en større dansk uddannelsesinstitution, og kort efter var jeg ansat som timeunderviser. Det betød, at jeg i den periode måtte supplere min ansættelse med dagpenge.

Efter fire måneder som timeunderviser blev jeg tilbudt en 25-timers adjunkt stilling et år frem. Et tilbud, jeg blev overordentlig glad for, faktisk dansede jeg rundt i min stue.  

Det næste år blev hektisk. Mine overarbejdstimer voksede og voksede, og min leder satte derfor mit timeantal op til 37 timer om ugen.

Da sommerferien 2016 stod for døren, var den virkelig tiltrængt. Samtidig var min midlertidige kontrakt ved at udløbe. En fredag eftermiddag tikkede en mail ind fra min leder, hvor jeg blev tilbudt, at jeg igen kunne blive timeunderviser. Timeunderviser og tilbage til de supplerende dagpenge.

I mailen stod der, at de var kede af, at det ikke kunne være anderledes, når nu de vidste, hvor engageret jeg var… Jeg måtte virkelig tælle til 10. Havde jeg ikke bevist, hvor god en medarbejder jeg var? Med alle de opgaver, jeg havde taget, weekend- og aften arbejde, over en måneds afspadsering… og så skulle jeg være timeunderviser igen?

Jeg sagde nej tak. Med fuldstændig ro i maven. Kort tid efter fik jeg en mail fra min leder, hvor jeg blev tilbudt en stilling som midlertidig adjunkt MED lektorkvalificering. Det vil faktisk sige, at fordi jeg sagde nej, blev jeg nu belønnet med en lektorkvalificering. Godt nok stadig midlertidig, men vilkårene blev markant forbedret – og vigtigst af alt, jeg følte det som en anerkendelse af det arbejde, jeg havde ydet.

Jeg satsede hele butikken. Men jeg var  tro mod mig selv og min mavefornemmelse, og det var det vigtigste for mig.