Nu bliver der øget fokus på ansøgning og cv: Sådan hjalp det Henriette

02. januar 2020

Henriette Rousing Nielsen.

Da Henriette Rousing Nielsen forlod universitetet, var det med en følelse af, at hun nu havde, hvad der skulle til for at komme godt i gang med en karriere. Der manglede bare to ting, som hun ikke havde lært på studiet:

“Jeg anede intet om, hvordan jeg skulle skrive en god ansøgning eller lave et godt cv. Det skal være kort og præcist. Det skal fænge med det samme. Sådan havde det ikke været med de akademiske opgaver, jeg havde lavet indtil da.

Kan jeg overhovedet lande et job?
Hun prøvede sig derfor frem og fik det ene standardafslag efter det andet.

“Jeg mistede troen på, at jeg kunne få et arbejde. Afslagene ramte hårdt og jeg lærte ikke noget af dem.”

Efter et halvt år med utallige afslag meldte Henriette sig til to frivillige workshops hos Magistrenes A-kasse, hvor hun fik kortlagt sine kompetencer samt yderligere  fintunet ansøgning og cv.

“Hvis jeg bare havde søgt den ekstra sparring tidligere, så havde jeg også haft mere succes med de første ansøgninger i forhold til at få mine kompetencer ned på papiret. Kvaliteten af ansøgningerne var simpelthen blevet bedre.”

Servicetjek af ansøgning og cv allerede ved første møde er vejen frem
Karrierechef hos Magistrenes A-kasse Maj Flounders kan nikke genkendende til, at sparring om ansøgning og cv øger chancen for at få et job. Selv en garvet jobsøger kan have gavn af at få en gennemgang af sit ansøgningsmateriale. Fra 1. januar 2020 bliver der lagt endnu større vægt på at fintune lediges ansøgningsmateriale allerede fra det første møde med a-kassen.

“En ansøgning og et cv er jo dybest set en salgsannonce for én selv. Det kan godt for mange være lidt grænseoverskridende og i hvert fald meget uvant efter universitetslivet, men egentlig også efter måske flere år i arbejde. Så jeg kan kun anbefale, at vores ledige medlemmer allerede fra dag ét sparrer med os, så arbejdsgiverne får øje på deres ansøgninger,” siger Maj Flounders.

Fra uddannelse i idræt til tjek af vandkvalitet
Samtidig med Henriette Rousing Nielsen var i gang med sit forløb hos a-kassen, blev drømmejobbet slået op. Midtfyns Vandforsyning søgte en drifts- og kvalitetskoordinator. Med en kandidat i idræt og sundhed lyder Henriette måske ikke umiddelbart som den oplagte ansøger, men efter kompetenceafklaringen hos a-kassen var det ikke svært for at hende at pege på, hvad hun kunne bidrage med.

“De søgte en blæksprutte, der skulle have styr på mange ting på én gang. Som mor til to småbørn så kan jeg om nogen skabe overblik i kaossituationer, få noget fra hånden og bevare roen samtidig.”

Det fik hun sat ord på i sin ansøgning, hvor hun også fremhævede, hvordan hun på universitetet havde lært forskellige metoder, som hun vil kunne gøre brug af i stillingen samt erfaringer med vandkvalitet fra et studiejob i en svømmehal.
Men inden Henriette trykkede på send, så brugte hun ansøgningen i sin sparring med en af a-kassens karriererådgivere. Hun havde styr på indholdet, men fik rådgiverens input til, hvordan hun ved at bytte rundt på nogle af afsnittene fik skabt sammenhæng og holdt den røde tråd i ansøgningen. 

“Det var det, der gjorde ansøgningen ekstra god, og jeg fik jobbet,” siger Henriette Rousing Nielsen, der i dag er blevet forfremmet, så hun ud over at stå for kontrol af vandkvaliteten også er kvalitetschef hos Målerlaboratoriet, der drives af vandforsyningen.

Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00