Sådan landede Sine sit drømmejob hos Læger uden Grænser

12. marts 2018

Sine Attermann havde været ledig i syv måneder, da hun for nylig blev ansat som HR & Finance Manager i Læger uden Grænser. Læs, hvordan hun landede sit drømmejob, og hvordan hun kom igennem sin periode med ledighed.

 

Alder: 35 år

Bopæl: Aalborg, hvor hun er født og opvokset

Uddannelse: Cand.mag. (turisme kombineret med udvikling & internationale relationer & globale kønsstudier) fra Aalborg Universitet

Interesser: Er helt tosset med rejser, yoga og svømning. Købte i 2015 et rækkehus og er vild med at stå i køkkenet og nyder især at lave asiatisk mad. 

 

Hvordan landede du jobbet?
Jeg søgte igennem Læger uden Grænser (MSF) i Danmark ved at uploade mit cv og en ansøgning i deres database. Derefter var en af mine rigtig gode venner, som arbejder for MSF i Hongkong, så sød at lægge et godt ord ind for mig. Jeg blev et par måneder senere indkaldt til samtale.

MSF’s rekrutteringsproces foregår på den måde, at du bliver inviteret til deres Assessment center, hvor du bliver præsenteret for en case, som skal løses på en time, hvorefter du skal fremlægge dit løsningsforslag efterfulgt af diverse spørgsmål. Derefter skal du igennem et Roleplay, som bliver observeret af HR, og til sidst har man to timers samtale/interview.

Hvad skal du konkret lave?
Jeg er blevet ansat som HR & Finance Manager. Jeg skal for eksempel rekruttere nye ansatte, opbygge administrative rutiner, undervise og coache, udarbejde jobprofiler, tilpasse lønskalaer og udvikle HR-politikker – og meget, meget mere.

Hvorfor har du valgt lige netop denne vej i din karriere?
Jeg elsker NGO-branchen og har altid haft en drømmeliste over NGO’er, som jeg gerne vil arbejde for. MSF har altid stået højt på listen. Derudover føler jeg, at MSF og jeg er et super godt match. Det er en organisation, som jeg 100 procent kan stå inde for. Jeg synes, de gør et fantastisk arbejde, og jeg er stolt over at få lov til at være med.

Jeg kan godt lide at gøre en forskel og befinder mig godt i udstationeringslivet. MSF er samtidig en organisation, der giver én mulighed for at vokse og udvikle sig som menneske og professionelt.

Ved du, hvor du skal hen i verden?
Nej ikke endnu. Dog ved jeg, at min første mission bliver på 6-9 måneder.

Har du et godt råd til andre, der kunne tænke sig et lignende job?
Skræddersy dit cv i den retning, du ønsker at gå – benyt dig af MA’s kurser, onlinekurser, aftenskole eller enkeltfag på uni. De fleste organisationer holder informationsmøder, events eller har frivilliggrupper, hvilket er en god måde at få et ben inden for NGO-branchen. Jeg var selv til informationsmøde hos MSF tilbage i 2014, men følte ikke, at mit cv var stærkt nok, da jeg på daværende tidspunkt ”kun” havde en BA. Jeg valgte derfor at læse min kandidat, som jeg startede på i 2015.

Du var ledig i syv måneder, inden du fik det her job. Hvordan oplevede du den periode?
At være ledig er rædselsfuldt efter min mening. Jeg havde ikke været ledig før og havde totalt undervurderet processen, men det har samtidig været en læringsproces af de helt store.

Der er mange aspekter, der spiller ind, f.eks. manglen på kontrol over eget liv, ustabil økonomi, tvivlen på egne kompetencer, og hvordan man tackler nederlag på nederlag.

For mig var det december, der var værst. Jeg meldte afbud til alle sociale arrangementer, fordi jeg ikke kunne overskue alle de ”du skal nok finde noget snart” samtaler eller ”jamen, søger du bredt nok” spørgsmål. Selvom man som jobsøgende godt ved, at folk mener det godt, så var det for mig en uoverskuelig proces, og jeg valgte derfor at trække mig.

Hvordan kunne du konkret bruge MA i vejen mod jobbet?
Efter velkomstmødet valgte jeg at være proaktiv i min jobsøgning, dvs. at jeg anså det som værende mit job. Jeg lavede kontortid for mig selv og skemalagde min uge. Jeg tilmeldte mig alle de kurser, jeg kunne, igennem MA; sparring om cv og ansøgning, HR-foredrag, kompetenceafklaring, onlinekurser, personlige karrieresamtaler osv. For mig handlede det om at forbedre mig, men også om at få hverdagen fyldt ud – jeg har f.eks. læst kinesisk på aftenskole.

Jeg havde taget et bevidst valg om, at jeg ikke ville søge hos MSF, før min ansøgning og mit cv stod helt skarpt, og det tog en del kurser og karrieresamtaler at nå dertil.

Jeg har i særdeleshed været glad for min karrierådgiver Pia og føler virkelig, hun tog mig under sin vinge. Det var også hende, der forslog, at jeg skulle forsøge mig med at gå HR-vejen.

Hvad er dine bedste tips til andre, der lige nu søger job?
Snak med din bank! Det er psykisk hårdt at være ledig, og hvis du samtidig er presset økonomisk, bliver alt blot endnu værre.

Kom ud af huset hver dag. Tag på kurser, til yoga, træning, gå en tur, tag ind på MA’s kontor og skriv dine ansøgninger – you name it. Bare du kommer ud.

For mig har det været en psykisk rutsjebanetur, så vær ærlig over for dine venner og familie i de perioder, hvor du er nede, og giv dig selv lov til at være ked af det eller frustreret, når du får afslag.

Selvom det er vigtigt med et godt bagland, så har det bedste for mig været mødet med andre ledige, især igennem MA. For lige meget hvor søde og forstående dine venner og familie er, så giver det bare mere at snakke med andre, der er i samme båd som en selv.

Den måde, jeg er kommet igennem de svære perioder på, har været ved at skabe områder i mit liv, hvor jeg er i kontrol. Jeg er f.eks. begyndt at træne og har genoptaget en sundere livsstil igennem min kost. Jeg elsker at lave mad, så jeg har udnyttet al min ekstra tid til at udforske min kogekunst. Derudover har jeg ugentligt skemalagt aktiviteter, som gør mig glad, og som jeg kan se frem til. Jeg fik også tilbudt et coachingforløb af jobcentret på 3 timer fordelt over 3 lektioner, hvilket var en stor hjælp for mig.

Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Nedsat kontingentfor ledige dimittender
Vil du logge ud?

Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?

Logger ud om
02:00