Fra nyuddannet til gymnasielærer: Sådan landede Joachim en fastansættelse
Joachim Rosenørn-Due vidste tidligt, at han ville arbejde i gymnasieskolen. Men han var også klar over, at vejen kunne blive lang. Derfor tog Joachim nogle omveje, der i sidste ende resulterede i en fastansættelse med pædagogikum.
Joachim har læst historie og samfundsfag på Københavns Universitet og blev færdig med sin kandidat i sommeren 2018. Han nåede faktisk ikke at være ledig, før han skrev under på en kontrakt hos VUC Storstrøm i Næstved.
Jeg var nødt til at gøre noget ekstra
Udover at have været folkeskolelærervikar i nogle år, har Joachim også været frivillig lektiehjælper hos Røde Kors, hvor han blandt andet hjalp gymnasieelever med lektier og sad med i styregruppen.
Samtidig arbejde han for skoletjenesten i København.
”Gymnasierne forsøger at modvirke frafald, for hver elev giver taxameterpenge, som er alfa omega for gymnasiernes overlevelse. Så fastholdelse af elever betyder utrolig meget. Personligt betyder det meget for mig, at alle får en ungdomsuddannelse. Med mit virke som lektiehjælper kunne jeg dokumentere, at jeg bidrog aktivt til fastholdelse af gymnasieelever, og at arbejdet med undervisning var hjerteblod for mig. Det battede i min jobsøgning. ”
”Hvis man virkelig vil have jord under neglene, kan man få meget ansvar i frivillige organisationer”, tilføjer Joachim.
Søgte sparring hos tidligere gymnasielærere
På en messe i DGI-byen opsøgte Joachim gymnasielærere. Det kan nemlig være lærerigt at tale med andre, som har stået i samme situation som en selv.
”Jeg læste deres ansøgninger, så jeg kunne blive klogere på, hvad rektorerne søger efter. Og jeg spurgte dem, hvad de ville gøre, hvis de var i min situation i dag”, fortæller Joachim.
Du er nødt til at være kreativ
Der er mange ting man kan gøre, for at hjælpe sig selv på vej mod gymnasielærerjobbet. Og Joachim har flere forslag:
- ”Søg uopfordret og ring til rektoren. Mangler de pludselig en underviser, og du allerede har ringet uopfordret, så er du måske top of mind.
- Kombiner det med at søge bredt på også EUD, AVU og EUX, hvor der kan være bedre muligheder for at få foden indenfor i undervisningssektoren.
- Man skal være klar på at pendle lidt. Der er meget forberedelse i jobbet – det kan du jo klare i toget. Så bliver togtiden din arbejdstid. ”
Vis, hvorfor du vil det!
Det er afgørende, at du kan beskrive, hvorfor det er dig, de skal ansætte. Og det var Joachim meget bevidst om.
”Jeg kan fx lide at tage ting, der synes er kompliceret, og forme det til et niveau som andre kan forstå. Jobbet som gymnasielærer giver mig så meget personlig udvikling i kontakten med de unge mennesker. For det er ikke viden for min egen skyld – det er for de unges skyld, for de skal til eksamen i det. Det er vigtigt for deres fremtid. Og så er det vigtigt for mig”, slutter Joachim.
Læs også:
Sådan går du fra studiet til arbejdsmarkedet
Nyudklækket kandidat inden for humaniora eller naturvidenskab?