MA’s medlemmer: Fjern kontrollen, og giv os ro til at søge efter job
08. november 2023
I dag mødtes MA's forkvinde og næstforkvinde med knap 20 medlemmer og fik input til, hvordan et nyt beskæftigelsessystem skal se ud.
![](https://ma-kasse.b-cdn.net/wp-content/uploads/2023/11/forkvinde-naestforkvinde-225x300.jpeg)
MA’s bestyrelse vil gerne vide, hvad medlemmerne mener om den sag, og derfor mødtes forkvinde Helene Caprani (th.) og næstforkvinde Vibeke Kold (tv.) i dag med knap 20 medlemmer til en arbejdsfrokost på Frederiksberg. Helene og Vibeke slog ørerne ud, alt imens medlemmernes ønsker var her, dér og allevegne – her et udpluk af ideerne:
- Højtuddannede skal have adgang til efteruddannelse, hvis det er nødvendigt i forhold til jobmulighederne.
- Hellere samtaler i a-kassen end i jobcentret – a-kassen ved mere om, hvordan man søger job på det akademiske arbejdsmarked.
- Det er en skændsel, at man skal være underbetalt i løntilskudsjob og virksomhedspraktik.
- Gør op med et system, som fører til proforma-ansøgninger på grund af kvantitative krav til antal ansøgninger om ugen. Hellere to kvalitetsansøgninger om måneden end 8 ligegyldige …
- Fjern den megen kontrol; de ledige ønsker sig et job mere end noget andet og skal ikke mistænkeliggøres – og de betaler altså – for pokker – for forsikringen.
- Gør det lettere at søge job uden for Danmark. Indfør et transporttilskud til samtaler ’langt væk’ (også hvis det er lang afstand inden for landets grænser).
- Skab et større råderum i forhold til, hvad der ’tæller’ som jobsøgning … det kan fx også være nogle opslag på ens LinkedIn-profil, da det jo markedsfører, det man kan.
- Ensret de mange dagpengesatser.
Næste skridt
Her er processen, som vi kender den: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (soc.) nedsatte i maj måned en ekspertgruppe, som – i sommeren 2024 – kommer med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats. Dén gruppe læner sig op ad en følgegruppe, hvor både Danske A-kasser (DAK) og Akademikerne (AC) har sæde. Vores plan er – blandt andet med medlemmernes input – at inspirere DAK og AC, så vores ideer kommer med til politikerne.
I den kommende tid fortsætter MA’s bestyrelse med at diskutere ønskerne til et nyt beskæftigelsessystem. Og alle medlemmer opfordres til at sende deres ideer vores vej – skriv gerne til input@ma-kasse.dk – og som forkvinde Helene Caprani udtrykker det: “Vi lover at bringe ideerne videre til politikerne. Stor tak til medlemmerne i dag – og på forhånd tak til dig som nu har sat sig til tasterne.”