… sådan lander du jobbet!
Kurset forløber over 3 uger og er opbygget således, at du trin for trin får inspiration til at identificere dine muligheder på jobmarkedet, og lærer hvordan du kan gribe dem.
Vi arbejder pt. alle hjemmefra, hvilket stiller nye krav til undervisningsformen og derfor også har indflydelse på indholdet. Vi har prioriteret og vil i denne online version give dig de vigtigste elementer med fra det fysiske kursus, for at du kan angribe jobsøgningen på ny og forhåbentlig se dig selv i nye eller andre arbejdssammenhænge.
Det eneste vi kræver af dig, er, at du 1) er klar på at kigge ind i brancher, hvor der kan være brug for din arbejdskraft, og 2) åben for nye metoder til at kommer derhen. Vi glæder os til at se dig online!
Uge 1: Kompetencer, værdier og andre overvejelser om dit næste job
Mandag kl. 9.00 – 12.15: Den første dag starter vi med at introducere dig til en række brancher. Dernæst vil du få sat ord på dine kompetencer gennem hhv. en individuel og en gruppebaseret øvelse.
Onsdag kl. 9.00 – 12.15: På dag to skal vi bl.a. tale værdier, lave en gruppeøvelse der kan få dine øjne op for, hvad du egentlig er rigtig god til, og gennemgå et redskab, der kan hjælpe dig til at få lavet den helt rigtige profiltekst til dit CV og din LinkedIn-profil.
Torsdag kl. 9.30 – 12.00: Denne formiddag vil du blive indført i metodisk at anvende fortællingerne i medierne samt research som afsæt for at tage uopfordret kontakt til virksomheder. Det vil være en konsulent fra Ma, som underviser denne dag.
Uge 2: Ansøgningen & din værktøjskasse til den uopfordrede kontakt
Mandag kl. 9.00 – 12.15: På din fjerde dag skal du lære, hvordan du via et simpelt værktøj kan analysere dine kompetencer og anvende resultaterne i en ansøgning – opfordret som uopfordret.
Onsdag kl. 9.00 – 12:15: Du vil få en introduktion til, hvad uopfordret – eller dialogbaseret – jobsøgning egentlig er. For det er nemlig meget andet og mere end at sende en gammeldags ansøgning til en arbejdsgiver uden at vide, om der er en stilling.
Vi taler også om komfortzoner og hvorfor det kan være så svært at komme i gang med uopfordret jobsøgning, selvom det på papiret virker så lige til.
Endelig gennemgår vi relevante værktøjer til at udarbejde en liste over virksomheder, du ønsker at kontakte – og du vil skulle i gang med at sammensætte din egen liste med 10-15 virksomheder, som du skal arbejde ud fra efterfølgende.
Uge 3: Ready, set, go – tid til kontakt, kaffemøder og LinkedIn!
Mandag kl. 9.00 – 12:15: Vi zoomer ind på kaffemødet, og på hvordan du får skaffet sådan et.
Vi skal kigge på eksempler på e-mail manuskripter til uopfordret kontakt, som andre har brugt med succes, og du skal arbejde med dit eget manuskript og en helt konkret virksomhed, du vil kontakte.
Vi taler om formålet med din henvendelse og skærper din opmærksomhed på, hvad du vil have ud af dit kaffemøde. Og hvordan det skal skæres allerede i din første kontakt til arbejdsgiver.
Onsdag kl. 9.00 – 12:15: Her skal vi bl.a. kigge på LinkedIn, og hvordan du kan bruge det i din dialogbaserede jobsøgning. Desuden går vi i dybden med praktik og løntilskud som en indgangsvinkel i din strategi, og vi taler om, hvordan du kan bruge de værktøjer strategisk og offensivt, når du henvender dig uopfordret. Vi fortæller dig om forskellige metoder til at finde en praktik – bl.a. også ved at bruge Jobcenter Københavns forskellige tilbud.
Vi taler også om, hvordan du kan fortsætte de gode vaner, du forhåbentlig får undervejs på kurset.
Ledige i Københavns Kommune har fortrinsret til kurset. Vær opmærksom på, at du skal kontakte dit jobcenter, hvis du ønsker at afmelde dig kurset undervejs. Hvis kurset er sat ind i din plan, vil fremmødet være obligatorisk.
Bliver du forhindret i at deltage, fx på grund af en jobsamtale, og er du dagpengemodtager i Københavns Kommune, bedes du meddele dette til Jobcentret via digital post, som du bl.a. finder på www.kk.dk/akademiker. Skriv Att. Michala Wahlström. Bliver du syg, bedes du samtidig notere det på jobnet.dk.
Vær opmærksom på, at tilmeldingsfristen er fredagen før kurset starter. Hvis du tilmelder dig senere, kan du ikke være sikker på at få tilsendt link til kurset.
Du får både kommunikation fra os og Karrierestedet vedrørende dette arrangement.
Du har været inaktiv et stykke tid - vil du forblive logget ind?