Barsel
Som mor til barnet har du ret til at gå på barsel fire uger før forventet termin.
Som far eller medmor til barnet har du ret til to ugers barselsorlov umiddelbart efter fødslen. Kontakt Udbetaling Danmark for yderligere information.
Du kan læse mere om rettighederne for dig som mor eller medmor/far på borger.dk
Hvad skal du gøre?
- Er du ledig, skal du give os besked om din barsel cirka en uge før din orlov, hvis du er mor til barnet. Som far/medmor skal du give os besked om din barsel hurtigst muligt og senest på din første orlovsdag.
- Du skal afmelde dig på jobnet.dk, når din barsel starter. Vi giver besked til Udbetaling Danmark om, at du søger barselsdagpenge. De udbetaler dine barselsdagpenge.
- Når din barsel er ved at være slut, så skal du informere os om det ved at sende os en besked via selvbetjeningen på Mit MA.
- Er du ledig efter endt barsel, skal du tilmelde dig på jobnet.dk.
- Bliver du ledig for første gang efter barselsperioden, skal du sende os en ledighedserklæring. Den finder du i selvbetjeningen på Mit MA.
- Op til terminsdatoen kan du blive fritaget for alle aktiviteter – og møder – i a-kassen i op til 6 uger, før dine 4 ugers barsel starter. Du har heller ikke pligt til at søge job i denne periode.*
- Der kan være mulighed for at blive fritaget for alle aktiviteter – og møder – i a-kassen op til afholdelse af forældreorloven (de 32 uger til deling), afhængig af hvor mange uger du afholder. Du har ikke pligt til at søge job i denne periode. Du bedes kontakte os om dette.
- Er du gået på barseldagpenge, som dimittend uden forsørgerpligt, skal du sikre dig at Udbetaling Danmark sætter dig op i sats når du har født. Kontakt derfor Udbetaling Danmark efter fødslen.
Værd at vide
- Barselsdagpengene svarer til den dagpengesats, du ellers ville være berettiget til. Du kan få barselsdagpenge i op til 52 uger.
- Er du ledig før din barsel, eller bliver du ledig efter orloven, skal du være tilmeldt jobcentret.
- Hvis du er i arbejde op til din barsel, er det din arbejdsgiver, der skal indberette din barsel til Udbetaling Danmark.
- Det er Udbetaling Danmark, der står for alt omkring dine barselsdagpenge. Spørg dem først på 70 12 80 64. Eller find svar på borger.dk.