Andrea: “Jeg var virkelig presset på den her ambition om at redde verden”
På fem måneder skrev Andrea Nielsen over 100 ansøgninger og kom til én jobsamtale – på en tre måneders stilling. Som hun ikke fik.
Hun brændte for at få job i NGO-verdenen og søgte stillinger som projektleder, monitoreringskoordinator og udsendt delegeret for internationale NGO’er.
Hun var nyuddannet og havde en uddannelsesbaggrund, der på alle måder gik i den retning, hun søgte – en kandidat fra Aalborg Universitet i Internationale Relationer og Udviklingsstudier.
De mange måneders resultatløse jobsøgning drænede Andrea for håb og motivation. ”Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle søge arbejde i en butik eller reception i en NGO og på den måde få en fod indenfor. Jeg var virkelig presset på den her ambition om at redde verden,” siger hun.
Fik virksomhedspraktik i NGO
Under en karriererådgivning i MA fik Andrea et tip om at søge virksomhedspraktik i en NGO, der hedder Fair Fishing.
”Det var virkelig godt. Jeg fik to måneders praktik med et spændende blik ind i, hvordan en NGO fungerer og en god mulighed for endelig at få lov at sætte mig selv og min uddannelse i spil. Her gjorde jeg en indsats for at gøre mig bemærket,” fortæller hun.
Og bemærket – det blev hun. I samme hus som Fair Fishing var der en rådgivningsvirksomhed, NextStep By Bindslev, som efter nogle måneder tilbød hende en fastansættelse.
”Jeg tænkte i starten, at jeg da slet ikke var gearet til en rådgivningsvirksomhed. Jeg skulle jo arbejde i en NGO? Hvordan skulle jeg nogensinde passe ind i en anden branche? Men jeg fandt ud af, at jeg også her kunne gøre en stor forskel, bare på en anden måde. Jeg arbejder f.eks. med alliancer, hvor store organisationer arbejder sammen om at gøre det mere tåleligt at leve med demens. Og der sidder jeg i midten og koordinerer det hele. Så mit arbejde har vist sig at have paralleller til det, jeg troede, jeg skulle lave,” siger hun.
Hvordan ser man mulighederne på jobmarkedet? Få Andreas bedste råd her